OBS! I den trykte udgave af Fiskeri Tidende står der, at ”Nationalpark Kongernes Nordsjælland truer de sidste erhvervsfiskere ved Arresø”. Det er ikke korrekt. Nationalparken har nemlig ingen myndighedsbeføjelser. Det er Naturstyrelsen, der som lodsejer har truffet beslutning om at stoppe ålefiskeriet. Hverken nationalparkloven eller -bekendtgørelsen indeholder regler, som kan bruges til at regulere f.eks. fiskeri på Arresø.
Vi beklager fejlen.
Arresø i Nordsjælland har i århundreder været hjemsted for et betydeligt ferskvandsfiskeri. Det blev længe drevet af områdets bønder, som supplement til det karrige eksistensgrundlag de kunne skaffe sig på de fattige og sandede jorder omkring søen.
Siden 1500-tallet ses særlige fiskerettigheder på søen dog også udstedt af kronen. Det er disse rettigheder, der efterhånden udvikler sig til det statslige fiskeriforpagtningssystem, som med forskellige forandringer har fungeret frem til i dag.
I 1897 blev Arresøforpagtningen overtaget af købmand Peter Hansen Brammer fra Lynæs. Brammer var en særdeles initiativrig mand, som grundlagde "åleriet" ved Frederiksværk og anlagde fiskerlejet ved Ågabet, hvorfra det praktiske fiskeri blev drevet med ansatte fiskere. Forretningen udviklede sig meget hurtigt til en af landets største åleeksportvirksomheder. I Arresø befandt sig imidlertid også en betydelig bestand af brasen, der dels blev anset som værdiløs skidtfisk, dels konkurrerede med ålen om søbundens indhold af fødedyr. I forsøg på både at bekæmpe bestanden af brasen og samtidig tilføre søen et økonomisk aktiv, introducerede man i 1920'erne sandarten i Arresø. Fisken klarede sig fortrinligt, og Arresø udviklede sig til et af landets mest betydelige fangststeder for denne fine spisefisk.
Tom og Thomas overtog
Brammer-slægten sad på forpagtningen af det succesfulde Arresøfiskeri til langt op i sidste århundrede. Siden slutningen af 1980'erne har forpagtningen tilhørt erhvervsfisker Tom Nielsen fra Gilleleje, der de seneste 25 år har haft sønnen Thomas med i fiskeriet.
Udgangspunktet for aktiviteterne er fortsat det gamle leje ved Ågabet, som Tom investerede i ved overtagelsen af forpagtningen. Som alt fiskeri svinger landingernes størrelse med fiskebestandenes udvikling. Dette gælder naturligvis også i Arresø, men siden 1990 har Tom og Thomas drevet et fornuftigt fiskeri med årlige landinger på gennemsnitlig godt 10 tons ål og knap 16 tons sandart.
For sandartens vedkommende svarer landingerne faktisk til mere end en tredjedel af de samlede danske landinger af denne fisk på årsbasis. Tom og Thomas har også tænkt på fremtiden gennem bl.a. årlige udsætninger af ål; alene i 2018 udsatte de således 40.000 ål i Arresø.
Nu er det slut…
I 2018 kom Arresø imidlertid ind under den nydannede Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Blot otte måneder efter nationalparkens åbning blev Tom og Thomas Nielsen indkaldt til et møde med Naturstyrelsen, der på statens vegne administrerer fiskeriet på Arresø.
Da Arresø indgik i den nye nationalpark med særlig fokus på naturbevaring, ønskede Naturstyrelsen af hensyn til den truede ålebestand at stoppe ålefiskeriet på Arresø. Som konsekvens heraf ville man ikke forlænge den eksisterende forpagtningsaftale med Tom og Thomas.
Hvis fiskeriet på ny blev udbudt, ville der alene blive tale om fiskeri baseret på sandart, når årgangene var store nok. Naturstyrelsen fandt, at et sådant fiskeri kunne drives med trailet udstyr fra havnene i Ramløse eller Auderød, og derfor fik Tom og Thomas besked på, at deres bygninger og kajanlæg ved Ågabet skulle fjernes. Hermed fjernes de facto også muligheden for fremtidigt erhvervsfiskeri på Arresø.
3 spørgsmål
Her står sagen så nu. Tom og Thomas er uforstående over for beslutningen og kede af at miste grundlaget for deres eksistens. Men der er ikke blot tale om mennesker, som er kommet i klemme i systemet. Sagen rummer mange spørgsmål og er mere principiel end som så.
For det første er det spørgsmålet, hvorvidt Naturstyrelsens argument for standsning af ålefiskeriet i virkeligheden holder. Så længe fiskerne udsætter ål i det antal, det er sket i de senere år, kan man med samme ret hævde, at der ikke blot er tale om et bæredygtigt fiskeri, men i virkeligheden også om genopretning af den samlede bestand, idet fiskerne ganske enkelt ikke kan nå at opfiske alle de udsatte ål. Såfremt man på denne baggrund lader fiskeriet fortsætte, vil man samtidig bedre muligheden for regulering af bestanden af brasen og dermed for at forbedre miljøet i Arresø, som vi alle kun kan være interesserede i. Uden erhvervsfiskeriet vil denne mulighed reelt ikke være til stede.
For det andet vil nedlæggelse af Ågabet fjerne et kulturhistorisk monument over det flere hundrede år gamle ferskvandsfiskeri på Arresø. Det strider mod nationalparkens forpligtelse til formidling af kulturhistoriske værdier og fortællingen om menneskets brug af landskabet. Fiskerlejet ved Ågabet har et kæmpe potentiale i denne fortælling, så hvorfor ikke bruge det offensivt frem for blot at jævne stedet med jorden. Hertil kommer, at et fremtidigt fiskeri efter sandart alene på grund af dette fiskeris gennemsnitlige størrelse på omkring 15-16 tons årligt ikke vil kunne lade sig gøre på basis af trailet udstyr. Der vil fortsat være brug for Ågabets faciliteter.
For det tredje er lukningen af erhvervsfiskeriet med henvisning til, at Arresø indgår som et kerneområde i nationalparken i modstrid med nationalparklovens intention om ikke at begrænse tilstedeværende erhverv. Hvis beslutningen blot glider igennem, vil der være skabt en præcedens, som kan få mange andre erhvervsudøvere i både Kongernes Nordsjælland og andre danske nationalparker til at spørge sig selv om, hvornår turen kommer til dem.