Agersø Sund smurt ind i olie

I 17 år har fisker Jan Rasmussen råbt op om forurening fra olieindustrien og døde fisk i Agersø Sund. Men ingen lytter

Den pensionerede erhvervsfisker Jan Rasmussen har i mange år kæmpet en sej kamp.

Siden han i 2003 fik et mystisk opkald om døde fisk og et undersøisk udløbsrør, hvor et privat firma leder behandlet spildevand ud i Agersø Sund, så har han forsøgt at finde ud af, hvad der er op og ned, og at stoppe udledningen, da han er bekymret for fiskedød og skadelige stoffer i havet.

Det skriver Weekendavisen, som i en dybdeborende artikel sætter spot på sagen. 

Det er et dansk firma, RGS og deres rensningsanlæg, som røret kommer fra. Jan Rasmussen fandt ud af, at firmaet mange gange om året modtager tankskibe fulde af forurenet spildevand fra den norske olieindustri. Det bliver så blandet op med grundvandet, før det ender i havet ud for Stignæs. 

– Lige så meget grundvand bruger fabrikken på et år som en mellemstor dansk provinsby – 622.000 kubikmeter i 2019. Ifølge virksomheden er det for at udligne saltet i vandet, men det gør det også lettere at holde sig inden for grænserne for, hvor mange farlige stoffer man må udlede, skriver Weekendavisen og tilføjer, at det sker med de danske myndigheders tilladelse siden 1996. 

– Det er som at slå i en pude, siger Jan Rasmussen, som gentagende gange har forsøgt at råbe politikere og landsdækkende medier op.

Det er ulovligt at sende farligt affald til bortskaffelse i andre lande, men da en del af vandet »nyttiggøres« af RGS, så må man godt. Men alt det spildevand, som RGS bortskaffer, har de kun lov til at bortskaffe, hvis Norge ikke selv kan gøre det. Det mener Norge ikke, at de kan, fordi de kun har få anlæg, som kan håndtere det og der mangler kapacitet. Men hvorfor anskaffer Norge sig så ikke bare flere anlæg?