Strandbys ”Lemviger” fylder 90 år

Kælenavnet hænger ved trods et langt liv med fødderne solidt plantet i fiskeriet i Strandby. Tidl. lokalformand Vilhelm Jensen fylder rundt

Sætter du dig på bænken foran auktionshallen i Strandby, så er der gode chancer for, at du spotter ham. Vilhelm Jensen.

Den tidligere lokalformand for Strandby Fiskeriforening, som trods de 90 år, han runder 22. december 2020, stadig tager en tur på havnen, for lige at se, hvad der sker.

Jo, jo han er pensioneret fisker, men med et langt liv investeret i byens fiskeri, så forsvinder passionen og interessen ikke – også selvom de indimellem stadig kalder ham lemvigeren.

 

Alt faldt på plads i Strandby

Vilhelm Jensen stammer nemlig oprindeligt fra det vestjyske. I sin barndom flyttede familien rundt, da faren Jens Peter fiskede fra bl.a. Lemvig, Gilleleje Grenaa, Sæby og Frederikshavn.

Til sidst satte moren Laura stolen for døren og sagde: Lad os nu flytte derhen, hvor I fisker fra. De ledte derfor efter et passende hus i Frederikshavn, men mægleren lokkede dem til Strandby i 1946 – og så faldt alt på plads.

De fik godt gang i fiskeriet med kutteren L 10 Magda. Vilhelm fiskede med sin far. En god lærermester, som kunne tøjle alle sønnens ideer om fiskeri på England. Men før faren ville sende ham afsted, skulle han både kunne bøde og splejse, så det blev fra 1949 til 1952 med C. Hjørnet.

 

Line Dalgaard og Gitte Frank

Tilbage i Danmark byggede faren nyt fartøj i 1956 på Glyngøre Værft; FN 321 Line Dalgaard. Det blev lidt af et familieprojekt. Nu kom broren Erik Jensen også med, og i 1960 købte de faren ud.

De investerede også i et fartøj mere; FN 331 Gitte Frank. Erik sejlede med FN 321 Line Dalgaard og Vilhelm med FN 331 Gitte Frank, og de to brødre handlede ud, så de havde hver deres båd.

I 1969 købte Vilhelm en større FN 331 Gitte Frank fra Vestervig i Sverige, og med den fiskede han både fra Bornholm, fra Hanstholm og selvfølgelig hjemstavnen i Strandby. Han kastede sig ud i industrifiskeriet efter tobis, sperling og brisling. Han var en ihærdig fisker og meget på havet – indtil 1989, hvor han afløste Tage Thaarup, som formand for Strandby Fiskeriforening.

 

Lokalformand, ankermand og politiker

Med lokalformandsposten fulgte kontorarbejde, en plads i Danmarks Fiskeriforenings hovedbestyrelse og adskillige betroede poster. Et spændende arbejde, som han først slap som 70-årig.

I mellemtiden var han også lige en tur forbi byrådet, da han sprang listen på Strandbylisten og blev valgt ind i Frederikshavn.

Og så blev han Årets Ankermand i 1996, ikke at forglemme.

Limfjordstur med Laura

Pensionisttilværelsen var og er dog heller ikke uden fiskeri. For sammen med sin bror Erik havde han den lille fritidsfisekutter FN 114 Laura. En plastikbåd på 5 tons, som de forvandlede til en hæktrawler, der sikrede rødspætter, et par store hummere og andet godt til aftensmaden.

Så sent som i sommeren 2019 tog Vilhelm med sin anden bror, vodbinderen Harry Jensen på 87 år, på sommerferie i Laura. I 14 dage sejlede de Limfjorden tynd og sov på kistebænken. Destination var selvfølgelig fødestedet Lemvig, og så retur til hjemstavnen Strandby.

Vilhelm Jensen var gift med Kirsten, som ikke længere er iblandt os, og sammen fik de datteren Gitte Jensen. Han har også et barnebarn og to oldebørn.

Stort tillykke med de 90 år!