Kristian Snille: Fisken sælger ikke sig selv

Fiskere og fiskehandlere er afhængige af hinanden - og det ved Kristian Snille om nogen. Han har nemlig selv en fortid som fisker

 

I Kristian Snilles familie har det altid handlet om fisk. Kristians far var fisker, hans onkel er fisker, og hans bror er fisker. Og Kristian selv har såmænd også været fisker. Men for tre år siden skiftede han livet som fisker ud med et liv som fiskehandler. 


– Da jeg fiskede sammen med min bror, så var det ofte mig, der stod for rensning af fisken. Og på et tidspunkt slog det mig, at det kunne være sjovere at rense og filetere fisken samtidig med, at jeg havde kontakten til kunderne. Det kan godt blive lidt kedeligt at stå alene på en båd og rense fisk. Det blev indgangsvinklen til, at jeg startede op som fiskehandler, fortæller Kristian Snille, der for 3 år siden gik i land og investerede i en fiskebil:

– Da HC Skagen satte forretningen til salg, sprang jeg til, for jeg har den tilgang, at man skal prøve tingene af. Det med at stå på en båd, det kan man altid gøre, men når man får chancen for at sælge fisk, så skal man gribe den!

 

 

Vi holder fast i traditionerne

I dag kører Kristian Snille i en stor del af Nordjylland. Forretningen går godt, og som Kristian Snille siger så keder han sig ikke. Der er arbejde nok til dem, der vil arbejde, og særligt det sidste år har Kristian Snille haft travlt i sin fiskebil.

Så travlt, at det indimellem kniber med at følge med. Kristian Snille køber selv en stor del af den fisk, han sælger på auktionen i Strandby. Hans mor steger hver morgen fiskefrikadeller og tilbereder de delikatesser, som Kristian tager med ud til kunderne. Typisk står de to mand bag disken i fiskebilen. For der skal være tid til at tale med kunderne og give dem en god service.

– Jeg syntes, at der er noget fint i at bevare de gamle traditioner. Vi kunne sagtens have valgt at bruge en maskine til at flå fisken, men vi har valgt den mere traditionelle tilgang. På den måde kan kunderne se, hvad de køber, og vi kan sikre, at de fisk, vi sælger, er sporbare, fortæller Kristian Snille, der generelt gerne vil slå et slag for, at alting ikke skal gå op i profit og overskud.

 

En god snak

– Jeg tror, det er vigtigt, at man fortsat fokuserer på, at der skal være en oplevelse i at købe fisk hos fiskehandlerne. Vi har mange ældre mennesker i vores kundekreds, og det tror jeg skyldes, at vi giver os tid til at tale med dem. Vi bliver en fast del af deres hverdag, og der bliver lige så stille opbygget en relation mellem dem og os. Det skal man huske at værdsætte. Der skal være plads til dialogen med kunderne, når de kommer og handler hos mig. Både i forholdt til at rådgive dem om tilberedning, men også når de kommer og fortæller os, at en god ven er gået bort, eller de har mistet deres ægtefælde. Der bliver man altså nødt til at stoppe op og lytte, og ikke bare gå videre til næste mand i køen. Det hele skal ikke handle om at tjene penge, man kan godt være en god forretningsmand, og stadig involvere sig i sine kunder, lyder det fra Kristian Snille.

Færdigretter sælger
Kristian Snilles kundekreds spænder vidt og bredt – og også de unge mennesker finder vej til Snilles Fiskebil. Det har fået Kristian Snille til at tilbyde et sortiment af færdigretter.

– Det har overrasket mig meget positivt, hvor stor efterspørgsel der er på færdigretterne. Jeg havde troet, at det primært ville være de unge, der købte færdigretterne, men det er også et kæmpe hit hos pensionisterne. Det synes jeg, er et fint eksempel på, at når man møder kunderne hvor de er, tilpasser sig deres behov, og leverer den service, som de efterspørger, så kan man lykkes med meget, understreger Kristian Snille.