L820 Nanna Cecilie er søsat, men ikke døbt

Skibsdåben blev aflyst, da corona ramte Danmark, men trods manglende dåb, fisker Nanna Cecile på fuld tryk

– Det har da været en lidt speciel oplevelse, bare at kaste sig direkte ud i fiskeriet, uden at man først fik lejlighed til at fejre det sammen med alle de mennesker, der har været involveret i projektet, fortæller Hans Jørgen Jensen, der sammen med Jens Peter Langer ejer L 820 Nanna Cecilie: En mellemstor konsumbåd på ca. 28 meter, der efter planen primært skal fiske i norsk farvand. Den 14. maj kunne Hans Jørgen Jensen for første gang stævne ud med fartøjet fra havnen i Thyborøn.
Og siden da har skibet fisket nærmest uafbrudt i 5 uger.

– Skibet er taget godt i brug, og der har ikke været nogle større problemer, der har hæmmet fiskeriet. Det er gået godt! Da vi sejlede ud første gang, var vi på vandet i tre dage, hvorefter vi sejlede hjem og fik lavet lidt småting. Men siden da har vi holdt den kørende, fortæller den 41-årige skipper, der er bosat i Harboøre og fisker fra Thyborøn havn.
Lige nu er han hjemme på land, mens skipper Martin Hansen afløser hans plads ved roret.

– Planen er, som tingene ser ud nu, at vi skal have ca. 250 havdage om året. Derfor har jeg fundet mig en god 2. skipper, der kan afløse mig, så jeg også kan være lidt hjemme hos familien, fortæller Hans Jørgen Jensen. 

Et godt fiskegrundlag
Nanna Cecilie er rigget til både trawl og flyshooting. Planen er, at der fiskes med flyshooting fra april og til november. I vinterperioden fiskes der med trawl.
Primært skal der fiskes efter rundfisk som torsk, kulmule, kuller og mørksej.
Udgangspunktet er et godt og fleksibelt fiskegrundlag. Planen er, at en stor del af fiskeriet skal foregå i norsk farvand, og det kræver en del fiskerettigheder. Men der er også købt kvoter til Skagerak og Østersøen, så der er nogle muligheder for at omstille fiskeriet. For som tingene ser ud nu, er det nødvendigt.

– Helt præcist hvor mange havdage vi får, afhænger meget af kvotesituation og Brexit-forhandlingerne. Forhåbentlig skal vi også fiske lidt i britisk farvand, hvis eller Brexit-forhandlingerne falder godt ud. Adgangen til britisk farvand og fordelingsnøglen er det afgørende for, om Brexit kommer til at påvirke os, så den holder vi lidt øje med, lyder det fra fiskeskipperen, der trods udfordringer, stadig ser optimistisk på fiskeriet. For med et godt og fleksibelt kvotegrundlag skal det nok gå.

 

Holder liv i havnen
Selvom planen er, at Nanna Cecilie både skal fiske i norsk og forhåbentlig også britisk farvand, så skal fangsten afsættes i Danmark. Og allerhelst i Thyborøn.

– Selvom vi fisker i norsk farvand, så kommer vi nok stadig til at lande fisken i Thyborøn. Både Jens Peter og jeg ser meget ens på det område. Vi kommer begge fra området, og vi ved, hvor vigtigt det er, at vi fortsat holder liv i vores havn. Vi har den bedste servicehavn på hele vestkysten, men hvis ikke vi sørger for at bruge vores lokale auktion, så lukker vi lige så stille vores havn. Og det vil ikke bare påvirke fiskeriet i Thyborøn, men også hele vores lokalsamfund. Vi brænder for Thyborøn, og vi ønsker at støtte erhvervslivet i Thyborøn, fortæller Hans Jørgen Jensen.

Skibsdåb på vej
Selvom skibsdåben i første omgang måtte aflyses, så er det stadig planen, at der skal holdes en fest for at fejre nybygningen.

– Vi skal nok på den anden side af alt den tumult, som corona har skabt, men når vi når hen mod efteråret, så er det planen, at vi holder en reception. Vi vil gerne have mulighed for at sige ordentligt tak til de mange mennesker, der har været involveret i dette projekt, og også vise båden frem for familie, venner og bekendte. Dåben er jo ligesom højdepunktet, når man har fået en nybygning, så det er klart, at det skal fejres, fastslår Hans Jørgen Jensen.

 

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort sit regnskab for 2023, og tallene taler deres tydelige...

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort...