Sælerne har fået fisker Henning Finne til at søge job på land

Den bornholmske garnfisker har taget konsekvensen af sælens hærgen og taget job i land henover sommeren

Den nye sælforvaltningsplan, som Miljøstyrelsen netop har offentliggjort, har ikke gjort det store indtryk på de bornholmske fiskere. Så vidt de kan se, så er der ikke meget at komme efter i forhold til regulering af sælerne.

– Det er blevet lettere at søge om tilladelse til regulering af sælerne, men det er stadig kun 40 sæler, vi må skyde rundt om Bornholm. Og når der er mellem 40.000 og 50.000 sæler i Østersøen, så hjælper det ikke meget. Det er også derfor, jeg har lagt mit fartøj til kaj og fået job i land de næste tre måneder, siger Henning Finne.

Han må ellers gerne fiske ud til 20 meter vand, men det kan ikke lade sig gøre at fiske med passive redskaber rundt om Bornholm på grund af sæler. Det er grunden til, at han har valgt at finde job på landjorden hen over sommeren.

– I stedet for at give tilladelse til at skyde 40 sæler, skulle de have sat et ekstra nul på, så vi kunne få lov til at skyde 400 sæler. I Sverige må de skyde omkring 2000 sæler om året, så der burde også kunne gives tilladelse til, at vi kan skyde 400 herhjemme, siger Henning Finne, som også er ked af, at Christiansø er blevet et naturreservat for sælerne:

– Hvis vi kunne få lov til at skyde et enkelt individ i ny og næ på Christiansø, så ville det være med til at stresse sælerne, og så ville de måske forsvinde. Det er et rovdyr, som ikke har nogen form for naturlig fjende i Østersøen, og så er det klart, at de bliver flere og flere.

 

Sæler eller fiskere
Når han får muligheden for det, vil han meget gerne spørge miljøministeren, hvad hun mener, er vigtigst på Bornholm; sæler eller fiskere.

– Hun fik åbnet op for, at der var nogle, der fik penge for at jage sæler her i januar, februar og marts måned. Men jeg vil gerne spørge hende, om hun vil have fisk og fiskere på Bornholm, eller om det hele skal gå op i sæler? Det ender med, at der ikke er noget fiskeri her mere. Problemet med sælerne er, at når de så har ædt alle fiskene omkring Bornholm, så flytter de længere vestpå. Så vi skal have reguleret meget hårdere på sælbestanden, siger Henning Finne.

 

Skudt 29 sæler
Han var selv en af dem, der indgik i forsøgsordningen med udpegede sæljægere, der fik penge for at skyde sæler rundt om Bornholm.

– Vi fik skudt 29 sæler, hvoraf de fleste blev skudt i øst – fra Hammeren og sydover. Der er jo ikke mange erhvervsfiskere, der har fisket i den østlige Østersø, men de lokale lyst- og fritidsfiskere fortalte os, at de sagtens kunne mærke, at vi skød sælerne, siger Henning Finne, som overvejer at søge om tilladelse til at skyde sæler igen.

– Nu har jeg godt nok mit fartøj ved kaj indtil september. Men jeg søger nok om tilladelse igen. Det skulle så også være blevet lettere med den nye forvaltningsplan.

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort sit regnskab for 2023, og tallene taler deres tydelige...

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort...