Hesterejefiskere: Selv de ”gamle” penge er brugt

Efter et trængt 2019 havde hesterejefiskerne håbet, at 2020 blev deres år. Men det har corona forhindret – selv hjælpepakker ser de langt efter

Hesterejefiskerne er om nogen ramt af corona-krisen – ja, nogle vil nok næsten sige dobbelt ramt. For ikke nok med at fiskeriet er lammet på grund pandemien, så kommer det oven på et historisk dårligt 2019, som tilmed gør det yderst svært at søge om støtte gennem erhvervsministeriets hjælpepakker.

– Det er kommet som et ordentlig nakkeslag. Vi havde et ekstremt hårdt 2019, og nu kommer corona så oveni, og vi kan hverken gøre fra eller til, siger Lasse Sørns, hesterejefisker på Rømø med HV 67 Juvredyb, som bakkes op af kollegaerne fra både Esbjerg, Hvide Sande og Thyborøn.

– Hesterejefiskerne er virkelig presset. Selv de opsparede ”gamle” penge er brugt; dem brugte vi i 2019, for at holde skuden oven vande. Der er ikke noget i banken! Så nu er der for alvor brug for en eller anden form for økonomisk hjælp, tilføjer Jesper Juul Larsen, formand for Hesterejeudvalget i Danmarks Fiskeriforening.

 

Atypisk 2019

Og her burde regeringens økonomiske hjælpepakker ellers være en kærkommen håndsrækning, men det er de desværre ikke. For at man kan modtage støtte, skal man dokumentere en nedgang i omsætningen på 30 procent i forhold til 2019, men det er svært, når netop 2019 var historisk ringe. Her var omsætningen på ca. 30 mio. kr., hvorimod årene op til lå på 100-130 mio. kr. Både mængder og priser på hesterejer var yderst lave i 2019.

– 2019 var et atypisk år, og det er jo det, der er det store problem. Vi er nødt til at finde en anden referenceperiode, som er mere retvisende, påpeger Jesper Juul Larsen.

Det kunne være 2018. Vi kan også tage 16 eller 17 eller et gennemsnit. Bare ikke 2019.

Timebegrænset

Derfor er det heller ikke alle hesterejefiskere, der er i land. De forsøger at få det bedste ud af det fiskeri, som det nu engang er muligt at drive.

Bl.a. Lasse Sørns lander til Posiedon Rejer, som dog har indført timebegrænsninger for at tilpasse sig det dårlige marked. Først 60 timer om ugen og nu 48 timer om ugen. Klaas Puul har lukket ned i uge 20 og 21, og også de hollandske opkøbere melder hus forbi.

Hesterejerne bliver pillet i Marokko, og her er fabrikkerne pt lukket ned. Under corona-krisen har de kørt med nedsat kapacitet, men på grund ramadanen, hvor de altid skruer ned for kapaciteten, er arbejdet nu helt sat på pause.

Fiskerne har fanget godt med langer

Fiskerne har landet næsten dobbelt så mange langer i årets første tre måneder, end de gjorde i samme periode sidste år

Fiskerne har fanget godt med langer

Fiskerne har landet næsten dobbelt så mange langer i årets første tre måneder, end de...