Fiskere: Lige nu er vi hjemme

Havnen er mere end almindeligt fuld i Strandby. Flere fiskere har taget jomfruhummerstoppet til sig og overvejer nu deres muligheder

Hvis du svinger forbi Strandby Havn, så ligger der mange flotte fartøjer og vugger i solskinnet. Et flot, men også et trist syn.

For jomfruhummerfiskerne er hjemme, fordi det ikke kan nytte noget at fiske. I går opfordrede Danmarks Fiskeriforening fiskerne til at indstille det direkte fiskeri efter jomfruhummer, da corona-pandemien har lammet markedet. En svær beslutning og ærgerlig situation, mener både foreningen og de fiskere, som Fiskeri Tidende fangede fredag.  

– Det må du nok sige, men vi kan heller ikke fiske gratis. Som det ser ud lige nu, så er vi hjemme, siger Kevin Bech med fartøjet FN 122 Bella-Emil.

Fartøjet ligger inde, og skipper er på land – lige som Strandby-kollegaen Kent Larsen med FN 326 K. Larsen:

– Fiskeriet fejler ikke noget, men priserne er væltet. I går fangede vi 700 kg og stod på dækket til midnat, men der var kun til en bette dagsløn. Det nytter ikke noget.

Andre muligheder?

Fiskerne overvejer derfor nu deres muligheder. Flere fartøjer i Strandby er ved at rigge om til tobisfiskeriet. Andre overvejer at fiske efter rødspætter, eller et blandet fiskeri på dybere vand.

– Jeg kan godt rigge om, så min plan er at sejle ud på dybt vand i Skagerrak, og se om vi kan fange lidt blandet. Men båden er ikke bygget til tobisfiskeri, så det er ikke en mulighed, siger Kevin Bech.

Heller ikke Kent Larsen er klar til tobis – han mangler grejerne til det, men måske han kunne få fat i nogle? Ellers står det på en tur på dybere vand efter rundfisk.

– Jeg går og tænker over, hvad vi så skal finde på. Jeg har da nok lidt kvoter til rundfisk, så det kan gå an i en uge eller 14 dage. Der er stadig nogle fisk, som man kan lave lidt penge på. Ellers kan det jo ikke betale sig, og så er det bedre at blive hjemme, forklarer han.

 

En svær corona-tid

Allerhelst ville de gerne fiske jomfruhummer og håber selvfølgelig, at opfordringen om at indstille jomfruhummerfiskeriet kun er nødvendig i den uge, som det er sat til.

– Jeg synes, det er ok lige nu, men situationen ændrer sig hele tiden pga. corona, siger Kent Larsen og tilføjer, at man evt. kunne komme med anbefalinger om, at der fiskes mindre eller udvalgte steder.

– Det er selvfølgelig op til den enkelte fisker, hvad han gør. Lige nu synes jeg, vi skal støtte op om hinanden og lade være, siger Kevin Bech, der ikke har meget positivt at sige om konsekvenserne ved corona:

– Jo, jeg får da fået lavet en masse herhjemme, og solen skinner!

 

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort sit regnskab for 2023, og tallene taler deres tydelige...

TripleNine sætter rekord med historisk høj indtjening

Den internationale producent af fiskemel og fiskeolie, TripleNine, med hovedsæde i Esbjerg, har netop offentliggjort...