Dårlig rekruttering giver stor reduktion i rådgivning for brisling

Der er lagt op til et hårdt år for industrifiskeriet med en stor reduktion i brislingerådgivningen
af Claus Kirkegaard
14 apr 2021

Det var nedslående læsning, da ICES - Det Internationale Havundersøgelsesråd - d. 13. april kom med rådgivningen for brisling for perioden 1. juli 2021 til 30. juni 2022 i Nordsøen samt Skagerrak/Kattegat.

På grund af dårlig rekruttering lyder rådgivningen fra ICES på en TAC på 106.715 tons brisling i perioden. Det er en reduktion på 49 procent i forhold til den nuværende TAC.

Det bliver unægteligt et hårdt slag for industrifiskeriet oven i alle de andre ting, de kæmper med. Der er Brexit, og hvor vidt de kan komme i britisk område og fiske. Og så er der tobis-fiskeriet, som står for døren. Men desværre med en meget lav TAC i år.  

Hvorledes den samlede TAC for perioden 1. juli 2021 til 30. juni 2020 skal fordeles i Nordsøen samt Skagerrak/ Kattegat, skal aftales mellem EU og Norge. Dette forventes at ske i løbet af de kommende måneder.

Flere Nyheder