Udsigt til en mager tobissæson

ICES-rådgivning er kommet, og følges den, bliver det en noget amputeret tobissæson for de danske fiskere og for fabrikkerne

En nul-kvote i område 2r med et moniteringsfiskeri på maksimalt 5.000 tons. En kvote i område 1r på maksimalt 5.464 tons. Sådan lyder anbefalingen fra ICES – Det Internationale Havundersøgelsesråd – for dette års tobiskvote i de to områder.

Og selv om resultatet af skrabetogterne ikke var opløftende for de fleste områder, så er det alligevel en skuffende rådgivning, der kommer fra ICES.

– Rådgivningen for område 1r, giver lidt sig selv, da det var et elendigt skraberesultat. Men jeg er meget skuffet over rådgivningen for område 2r. Her er skraberesultatet det fjerdehøjeste over de seneste 10 år, og så ender rådgivningen med en nulkvote med en moniteringskvote på 5.000 tons, lyder det fra en skuffet Jesper Juul Larsen, som ud over at være formand for Sydvestjysk Fiskeriforening også er formand for Udvalget for Industri- og Pelagisk fiskeri under Danmarks Fiskeriforening.

 

Fornuftigt skrab

Håbet var ellers, at fornuften ville sejre i forhold til område 2r, som er så vigtigt for de danske fiskere og de danske fiskemelsfabrikker.

– Hvis man kigger på rådgivningen i forhold til resultatet af skrabetogterne, så må vi jo til at stille spørgsmålstegn ved, om det er den rigtige måde at lave de beregninger på. Hvis vi ikke kan få en egentlig kvote i område 2r, når resultatet af skrabetogterne er over middel, så bliver det jo sådan, at vi kun får en kvote to gange hvert tiende år, og det er slet ikke holdbart, siger Jesper Juul Larsen.

Det faktum, at resultatet af skrabetogterne for område 2r er over middel er noget, som Danmarks Fiskeriforening vil arbejde videre med de næste uger, indtil den endelige TAC/kvote ligger fast i slutningen af marts.

– Det er klart, at vi vil gøre, hvad vi kan for at få forhøjet TAC/kvoten for område 2r. Et fornuftigt skrab skal jo også give en fornuftig kvote. Ellers giver det simpelthen ikke nogen mening den måde, som ICES rådgiver i forhold til kortlivede arter, som tobis, siger Jesper Juul Larsen.

 

Lidt hist og her

Rådgivningen peger på et fornuftigt fiskeri i område 4, som ligger ved Skotlands østkyst samt et rigtig godt fiskeri i område 3, som for størsteparten er norsk område.

– EU har dog godt 12.000 tons i område 3, og der er også nogle af de danske fartøjer, der sejler i område 4 for at fiske tobis. I forhold til kvoten på 5.464 tons i område 1r har vi måske noget flex fra 2020 på ca. 8.000 tons. Så vi er nødt til at tage lidt hist og her for at få bare lidt kvote. Men det kan ikke ændre på, at det bliver en rigtig amputeret tobissæson, siger Jesper Juul Larsen, som har et ønske om en fornuftig tilgang til EU’ s andel i område 3.

– De 12.000 tons EU har i område 3 skal fiskes i en lille ICES-trekant. På den måde bliver det lille område gennemtrawlet. Det burde være sådan, at vi kunne lave en form for flex, så vi får lov til at fiske EU-delen i område 3 i den nordlige del af område 2r. Alt andet har ingen fornuft, siger Jesper Juul Larsen.

Fiskerne har fanget godt med langer

Fiskerne har landet næsten dobbelt så mange langer i årets første tre måneder, end de gjorde i samme periode sidste år

Fiskerne har fanget godt med langer

Fiskerne har landet næsten dobbelt så mange langer i årets første tre måneder, end de...