Med stærk vilje og god hjælp fik Tobias fod på eget dæk

Selvom Tobias Komischke-Konnerup blot er 23 år, og dansk fiskeri har set bedre tider, så har han investeret i et snurrevodsfartøj

Foto: Fiskerforum.dk

– Jeg har altid haft lyst til at prøve selv. Men jeg troede sådan set ikke, at var muligt. Jeg har været med en ny flyshooter og større både, men det har jeg jo ikke råd til. Men så kom den her til salg.

Ordene kommer fra Tobias Komischke-Konnerup. En 23-årig ung fisker fra Ringkøbing, der efter en årrække med hyre i industrifiskeriet samt på L 654 Pia Glanz og L 153 Malle har taget springet til at etablere sig som fartøjsejer. I foråret købte han E 95 Enhjørningen – en 18 meter lang og 50 tons tung snurrevodskutter fra 1966 – af Peter Lassen og forvandlede den til RI 220 Alberte. Eller han købte sådan set hele selskabet.

– Jeg købte det med grejer, forskellige aftaler om Internet og med auktionen – ja, det hele på en gang, så jeg bare kunne koncentrere mig om fiskeriet, siger Tobias Komischke-Konnerup.

 

God starthjælp

Men for at gøre drøm til virkelighed skulle der selvfølgelig penge på bordet. Selv havde den unge fisker sparet lidt op, men der skulle mere til, så han stak fingeren i jorden hos Sydvestjysk Fiskeriforening, og gik i gang med at lægge en gennemtænkt plan sammen med sin revisor Jens Ole Engberg, Chr. Knudsens Revision, og advokat Morgen Jepsen, Advokatfirmaet Flemming Jensen.  Bl.a. søgte han om et lån hos generationsskifteselskabet Fiskernes Fremtid, Hvide Sande. Han lånte penge af den tidligere ejer og til sidst sin bank; Vestjysk Bank. Inden længe får han forhåbentlig tildelt lånefisk, og så har han selv købt kvote på rødspætter og lidt blandet fisk i Nordsøen.

– Det var da lidt af et puslespil. Men vi lagde et budget sammen og regnede på de forskellige muligheder. De har været rigtig flinke til at hjælpe og sikre, at jeg fik lavet en fornuftig forretning, selvom tiderne er hårde, siger Tobias Komischke-Konnerup.

 

Trodser svær tid

Det kunne nemlig godt gå bedre i dansk fiskeri, mener fartøjsejeren, men det har ikke skræmt ham fra at blive selvstændig. Han har modet og viljen, hvilket han får ros for fra flere side.

– Hvis man kan overleve nu, så kan man overleve altid. Det kan kun blive mega godt senere, siger han:

– Det handler bare om at få strikket det hele sammen, så det harmonerer med virkeligheden og passer til den tid, vi er i. Derfor er jeg også gået efter at være uafhængig af norsk og britisk farvand. Jeg kan klare den ved udelukkende at fiske i dansk farvand – og jeg må fiske helt kystnært, da motoren ikke er så stor.

Lige nu fisker RI 220 Alberte fra Hirtshals, primært rødspætter og kuller på ration i Skagerrak. På sigt skal der også fiskes i Nordsøen gerne fra Hvide Sande. Der har været lidt startvanskeligheder med grejer, der ikke fungerede, et el-skab, som skulle skiftes, de rette folk hyres ind, samt fisk, som gemte sig. Det er første gang, at Tobias Komischke-Konnerup prøver sig med snurrevod, men heldigvis har der været god sparing med andre snurrevodsfiskere.

 

Ambitiøs fremtid

Forhåbentlig bliver fiskeriet bedre her i sommermånederne.

Det satser den unge fisker på, for som nyetableret er det alfa og omega, at han får gang i fiskeriet og tjent nogle penge.

– Planen er, at det her fartøj skal være mit springbræt. Jeg vil gerne investere i flere grejer, måske nogle rundfisk og på et tidspunkt en nyere, større båd – men det er svært at komme til som helt ny. Så nu skal jeg rejse egenkapital og vise, at jeg kan det her. Så jeg derefter kan komme videre, planlægger Tobias Komischke-Konnerup.

Midlertidig lukning af et område i Skagerrak

Fra den 27. april til17. maj 2024 er det forbudt at fiske inden for et område i den danske del af Skagerrak

Midlertidig lukning af et område i Skagerrak

Fra den 27. april til17. maj 2024 er det forbudt at fiske inden for et...