Det skal være tilladt for fiskere at fejle

Chefkonsulent Thomas Rahbek Sloth i Thyborøn arbejder for mere dialog mellem fiskeri og kontrol

Det er vel egentlig ikke uden overdrivelse, at man kan kalde Thomas Rahbek Sloths første år som ansat i Thyborøn Fiskeriforening lidt af en ilddåb. For det sidste år har været en massiv strøm af udfordringer. Men det har langt fra skræmt Thomas Rahbek Sloth væk fra fiskeriet. Tværtimod. Den unge chefkonsulent i Thyborøn føler i den grad, at han er havnet på den rette hylde.

-Det seneste år, og nok især de sidste tre til fire måneder har uden tvivl været ekstremt hårde, men det har også været en spændende tid, lyder det fra Thomas Rahbek Sloth, der trods en hård start ikke et øjeblik fortryder, at han skiftede kurs og begyndte at arbejde for Thyborøn havns fiskeriforening.

– Jeg er blevet taget rigtigt godt imod af fiskerne, og det er virkelig et miljø, hvor man lynhurtigt bliver inkluderet og bliver en del af fællesskabet, fortæller Thomas Rahbek Sloth, der også fremhæver, at han aldrig før er blevet rost så meget i sit arbejdsliv, som efter han begyndte at arbejde for fiskerne:

– Jeg trives i det her miljø, hvor man kalder en skovl for en skovl, og en spade for en spade. Man er ikke i tvivl om, hvornår man har gjort det godt, og hvornår man har trådt ved siden af.

 

Samler på sejre

Thomas Rahbek Sloth forlod en stilling hos Ringkøbing Landbobank til fordel for livet på kajen. Inden da havde han arbejdet fire år i skattestyrelsen. Men selvom fiskeriet nu er det primære omdrejningspunkt for hans arbejde, så er det ikke ensbetydende med, at han har lagt sit juridiske arbejde på hylden.

Hans erfaring med ”juristeri” kommer i den grad fiskerne til gode. For når fiskerne begår fejl, er det mere reglen end undtagelsen, at fejlen ender ud med en sag, hvor fiskeren enten modtager dummebøder eller point. Og den tendens vil Thomas Rahbek Sloth gerne udfordre. Derfor gennemgår han systematisk de sager, fiskerne kommer med, og han afprøver også gerne sagerne ved domstolen eller får dem genbehandlet. Og for hver sag der bliver genbehandlet eller afprøvet, gemmer der sig en lille sejr.

– Det er virkeligt fedt, at jeg kan hjælpe medlemmerne med de juridiske sager, så styrelsen måske også ændrer på deres praksis og giver plads til, at fiskerne også kan begå fejl. Vi har flere sager, hvor vi har stillet spørgsmål ved proportionaliteten i den straf, som fiskeren får for sin forseelse, fortæller Thomas Rahbek Sloth og understreger, at hver gang en sag bliver genbehandlet eller taget i retten, er det med til at synliggøre, at fiskerne er underlagt et meget komplekst og til tider rigidt regelsæt.

 

Verden er ikke sort og hvid

Og manglen på forståelse for fiskerens udfordringer, undrer Thomas Rahbek Sloth:

– Det kan altså godt undre mig, at fiskeristyrelsen ikke selv er mere indstillet på at gå i dialog med erhvervet og udarbejde pragmatise løsninger frem for altid at sanktionere. Og som juridisk uddannet er det frustrerende at være vidne til, at forvaltningen ofte ikke bliver udført med udgangspunkt i proportionaliteten, og at sagerne ofte er fyldt med fejl. Verden er ikke sort og hvid, og vi begår alle fejl. Men hvis man er fisker, så kan en lille fejl ende ud med både bøder og pointsager, og det er ikke fair, lyder det fra Thomas Rahbek, der i den grad mener, at der er grund til at fiskeriforvaltningen gentænkes:

– Da jeg arbejdede i skattestyrelsen, havde jeg et overordnet indtryk af, at der ikke var styr på særlig meget, og at det hele sejlede lidt. Men efter jeg er startet i fiskeriet, må jeg erkende, at de problemer, der var i skattestyrelsen, var vand, når man ser på den måde fiskeriforvaltningen drives på. Det må kunne gøres bedre!

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at mindske CO2-udledningen

Skagen Havn nærmer sig markant CO2-reduktion

I 2023 satte Skagen Havn gang i tre centrale initiativer, som alle bidrog til at...