Hverdagens beretninger skaber troværdige fortællinger om fiskeriet

Fiskernes egne beretninger fra livet på havet gør erhvervet troværdigt, nærværende og interessant

Enhver fiskeskipper med respekt for sig selv har en Facebook-side eller Facebook-gruppe. Fra rejefiskerne i Skagen til fiskerne lang Vestkysten, i Kattegat og Østersøen giver fiskerne et indblik i deres hverdag og høster tusindvis af følgere og masser af likes. For er der noget, som er fascinerende at se billeder af og hører om, så er det fiskeri – allerhelst fortalt af fiskerne selv.

Den kommende uge stiller vi skarpt på tre “Facebook-fiskere” og spørger dem om, hvorfor de deler ud af deres hverdagsoplevelser til søs.

Men før vi præsenterer de tre facebookfiskere, så har vi taget en snak med forskningschef hos UCL Erhverv Gry Høngsmark Knudsen, om hvorfor det er guld værd for fiskeriet, når fiskerne deler deres hverdagsoplevelser via sociale medier. Sociale medier er nemlig kommet for at blive, og flere og flere virksomheder og organisationer er netop gået den vej, hvor de gennem såkaldte influenter markedsfører deres produkt eller fremmer et budskab. For de sociale medier er nærværende, og ”rigtige” mennesker som fiskere kan vi langt bedre forholde os til end glittede budskaber, der er udarbejdet af et dyrt reklamebureau. Det forklarer Gry Høngsmark Knudsen, der har en PhD i marketing og de seneste år har tilegnet sig indgående kendskab til influencermarketing.

– Hvis tingene bliver alt for glittet, så mister det en del af troværdigheden. Hvis et opslag skal fungere godt på sociale medier, så skal det være realistisk, og noget, som folk kan mærke. Det skal være personlig og umiddelbar kommunikation, og allerhelst skal man skabe et vindue til hverdagen, der er interessant, og som folk ønsker at vende tilbage til, forklarer hun.

 

Fejl skaber troværdighed

Derfor gør det heller ikke noget, hvis billedet er lidt skævt, eller der mangler et komma i sætningen. Faktisk kan det medvirke til at booste troværdigheden, lyder det fra Gry Høngsmark Knudsen, som understreger, at man ikke behøver tusindvis af følgere, for at gøre sig relevant på de sociale medier. Faktisk kan det ligefrem være en fordel med få.  

– Det, der gør, at kommunikationen virker troværdigt, er, når man deler indhold, som rent faktisk betyder noget. Folk er efterhånden blevet gode til at gennemskue, hvornår influenterne bliver betalt for at sige noget, og hvornår de rent faktisk mener det. Det mister lidt troværdighed, når man har fornemmelsen af, at det er iscenesat og poleret. Den umiddelbare kommunikation virker bedst på sociale medier, fortæller Gry Høngsmark Knudsen.

 

Prøv med Instagram

I dag er fiskerne primært på Facebook, men ifølge Gryns Høngsmark Knudsen, så er der også et stort potentiale for fiskerne på Instagram.

– Instagram er lige nu rigtigt bred – du kan finde alt fra strikkeopskrifter til opslag om skruefundamenter. Der er en åbning for at fortælle nogle gode historier, som folk kan forholde sig til, og kan fiskerne føde ind i nogle loops om mad og lokale råvarer og hverdagsbilleder, så falder det helt i tråd med tidens trend, lyder opfordringen.

Så bare kom i gang!