Ny fiskeriaftale rammer forbi målet

Skuffelse over aftale, der set med fiskerierhvervets øjne snarere styrker de danske myndigheder end fiskeriet

Onsdag aften indgik alle Folketingets partier en aftale om det Europæiske Hav-, Fiskeri- og Akvakulturprogram for 2021-2023, hvor et af hovedformålene er at skabe bæredygtig udvikling i fiskerierhvervet.

Trods gode intentioner er formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen, skuffet over aftalen, der set med fiskerierhvervets øjne snarere styrker de danske myndigheder end fiskeriet.

– Dansk fiskeri er blandt de mest bæredygtige i verden. Den position skal vi værne om. Derfor undrer det mig, at man fra politisk hånd bruger størstedelen af de penge, der skal udvikle erhvervet til at styrke myndighederne. Vi havde fået mere bæredygtighed for pengene ved at understøtte fiskernes mulighed for at foretage helt nødvendige grønne investeringer i en tid, hvor fiskeriet er under historisk pres, lyder det fra formand for Danmarks Fiskeriforening, Svend-Erik Andersen.

Konkret øremærkes mere end 600 millioner kroner til myndighedsopgaver ud af et samlet beløb på ca. 900 millioner kroner. Samtidig er erhvervets ønske om støtte til grønne investeringer, der kan sikre CO2-reduktioner og bidrage til at nå målsætningen om 70% CO2-reduktion i 2030, blevet ignoreret. Det undrer Svend-Erik Andersen, der peger på, at politikerne burde skele til, hvordan landbruget støttes i den grønne omstilling, når politikerne diskuterer grøn udvikling af fiskeriet.

– Når det kommer til landbruget, har politikerne ingen problem med at afsætte store beløb til nye bæredygtige investeringer og kompensation, når miljøkravene strammes. Man burde gøre det samme på fiskeriområdet, hvis vi fortsat skal have verdens grønneste fiskeri, udtaler Svend-Erik Andersen.

Aftalen indeholder dog enkelte gode elementer, da der også afsættes midler til afsætning af fiskeprodukter, styrkelse af kystfiskeriet, udvikling af bæredygtige redskaber og maritim viden.  Samtidig er det positivt, at der også skal bruges midler til at se nærmere på problemerne med sæl og skarv.

– Der er enkelte gode takter. Det er godt at hjælpe kystfiskeriet på vej. Både i forhold til at sikre forholdene på havnene, men også i forhold til sæl og skarv, som for mange kystfiskeres vedkommende ødelægger forretningsgrundlaget, afslutter Svend-Erik Andersen.

Fiskeribranchen advarer: Stenbiderfiskeri truet af dårlig rådgivning

Fiskeriorganisationer beder ministeren om støtte til oplægningsordning, der skal beskytte stenbiderbestanden og sikre kystfiskernes økonomi

Fiskeribranchen advarer: Stenbiderfiskeri truet af dårlig rådgivning

Fiskeriorganisationer beder ministeren om støtte til oplægningsordning, der skal beskytte stenbiderbestanden og sikre kystfiskernes økonomi