Fiskeri tidende og Vestjysk bank afholder fiskerikonference

Årets fiskerkonference fokuserer på fiskeriets fremtid og rolle i den grønne omstilling

Vestjysk Bank og Fiskeri Tidende afholder for femte gang fiskerikonference. Konferencen bliver afholdt i Søndervig og har fokus på, hvordan dansk fiskeri kommer videre efter Brexit, og hvordan fiskeriet kan blive en del af den grønne omstilling.

Selvom fiskerierhvervet har været igennem en hård tid, skorter det ikke på hverken visioner eller ambitioner hos fiskerierhvervet. Det vidner udspillet Danskernes Fiskere – kursen mod en fælles fremtid om, som Danmarks Fiskeriforening fremlagde tidligere på året. Med udspillet slår Danmarks Fiskeriforening fast, at dansk fiskeri skal være en del af løsningen på de udfordringer Danmark står over for. Det gælder både i forhold til at sikre sunde fødevarer og bidrage til den grønne omstilling. Og i udspillet kommer Danmarks Fiskeriforening med en række anbefalinger til, hvad der skal til for at udvikle og styrke dansk fiskeri.

Oplæg og paneldebat

Udspillet vil stå centralt gennem hele programmet, hvor der både er oplæg fra fiskeriministeren, fra den nye tænketank kaldet Tænketanken Hav og fra Venstres fiskeriordfører Torsten Schack Pedersen. Herudover vil der være et oplæg fra Venstres Mads Fuglede, der er ny folketingskandidat for Venstre i Ringkøbing/Skjern, der skal fortælle om, hvordan det er at flytte fra København til Vestjylland, hvor fiskeriet unægtelig spiller en mere fremtrædende rolle.

Foruden oplæggene vil der være paneldebat, hvor deltagerne på konferencen får mulighed for at stille spørgsmål til deltagerne i et panel, bestående af fiskeriminister Rasmus Prehn (S), fiskeriordfører Torsten Schack Pedersen (V), Liselotte Hohwy Stokholm (adm. direktør i Tænketanken Hav) samt formand for Danmarks Fiskeriforening Svend-Erik Andersen.

 

– Jeg er sikker på, at vi får en livlig debat om vejen frem for dansk fiskeri, og jeg er rigtig glad for den store opbakning til det her arrangement. Det betyder rigtig meget for dansk fiskeri. Jeg er sikker på, der bliver stor spørgelyst blandt publikum. For fiskeriet står ved en skillevej, og der er mange spørgsmål om fiskeriets fremtid, der kræver svar, siger Ivan Krarup Jensen, der er underdirektør i Danmarks Fiskeriforening og ansvarshavende redaktør på Fiskeri Tidende.

Årets Fisker bliver kåret

Traditionen tro vil konferencen danne ramme om kåringen af Årets Fisker. Prisen gives til en fisker, der har gjort noget særligt i årets løb. Sidste år løb Martin Kynde fra Thyborøn med æren og prisen. Blandt andet fordi, han havde modet til at investere i et nyt fartøj og vise de unge, at der er fremtid i dansk fiskeri. I 2019 var det Jens Frich fra Hvide Sande, der løb med titlen, fordi han bl.a. har formået at få unge ind i fiskeriet. I 2017 fik Rasmus Hald prisen som tak for sin store indsats på de sociale medier, og i 2016 var det skagboen Christian Pilegaard, der blev hædret for sin tro på fiskeriet og investering i nybygningen S226 Emmely Pilegaard.

Det er fiskerne selv, der via deres lokale fiskeriforening har indstillet de fiskere, som er med i opløbet om at blive Årets Fisker.

 

– Til trods for, det har været et vanskeligt år for dansk fiskeri, har vi modtaget mange indstillinger med kandidater, der set med mine øjne alle kunne løbe med titlen. Så det har været en vanskelig proces, som vidner om, at der er mange i dansk fiskeri, der yder en mandfolkeindsats, som fortjener anerkendelsen, siger Ivan Krarup Jensen

De øvrige jurymedlemmer er Jan Ulsø Madsen, adm. bankdirektør i Vestjysk Bank, Flemming Nygaard Christensen, direktør i Fiskeriets Arbejdsmiljøråd, og Torben Høj, Vestfisk i Hvide Sande.

Prisen som Årets Fisker overrækkes af fiskeriminister Rasmus Prehn (S).

Fiskeriet er afgørende for Danmark Vestjysk Bank er grundet en stærk forankring i det vestjyske tæt på fiskeriet og har fulgt branchen igennem mange år.

– Fiskeriet er vigtigt for både de enkelte lokalområder og for den generelle vækst og beskæftigelse. Det er et traditionsrigt og stolt erhverv, som af og til bliver udfordret af politiske aftaler. Samtidig kigger fiskeriet ind i den grønne omstilling, så det er en spændende tid for branchen. I Vestjysk Bank følger vi udviklingen nøje og bakker vores fiskerikunder op, så de er rustet bedst muligt til fremtiden, siger adm. bankdirektør Jan Ulsø Madsen.

Fiskerikonferencen er et samarbejde mellem Fiskeri Tidende og Vestjysk Bank. Konferencen slår dørene op fredag den 19. november kl. 14.30, og programmet starter kl. 15.00. Konferencen slutter med en middag. Det er gratis at deltage i konferencen, der foregår på Beach Bowl i Søndervig.