270 kilo.
Så meget vejede den tun, som Jess Wittus Hansen fra Skagen – sammen med fire venner – fik på krogen, da de i weekenden var på tun-fiskeri.
- Vi var ude både lørdag og søndag. Lørdag fangede vi ikke noget, men søndag var vi heldige, fortæller Jess Wittus Hansen, som til daglig er erhvervsfisker på fartøjet S 84 Ida Katrine, og som ligeledes er en ivrig lystfisker.
- Vi fangede den 28 sømil fra Skagen, men vi så tun helt ind til 4-6 sømil fra land, og der var rigtig mange af dem og i forskellige størrelser, fortæller han.
Det er sjette år i træk, at der må fanges tun i Danmark.
Langt de fleste fanges som en del af DTU Aquas mærkningsprojekt, hvor man prøver at blive klogere på, hvordan tunen agerer, og hvorfor den er vendt tilbage til dansk farvand.
I år er der givet 20 tilladelser til at fange tun, som må tages med i land.
Foruden den tun, som Jess Wittus Hansen og vennerne fangede, blev der i weekenden fanget to tun på henholdsvis 305 og 352 kilo.
På lørdag deltager flere end 100 både i tunfiskeriet fra Skagen i forbindelse med DTU Aquas mærkningsprojekt.