Nu er Jacob Jensen officielt fiskeriets minister

Torsdag eftermiddag gik Rasmus Prehn officielt af som fiskeriets minister

Torsdag d. 15 november trådte Rasmus Prehn (S) officielt tilbage som Landbrug, Fødevarer og Fiskeriminister. Han overdrog stafetten og ministerbilen til Jacob Jensen fra Venstre efter den traditionelle overdragelse havde fundet sted i ministeriets forhal.

Overdragelse startede med, at departementschef Morten Niels Jakobsen holdt tale for sin forhenværende minister, hvor han efterfølgende bød sin nye chef, Jacob Jensen, velkommen med disse ord:

– Kære Jacob Jensen. Velkommen til Fødevarerministeriet. Du er blevet minister for et vigtigt område, der angår hele Danmark, hver dag, året rundt, i kraft af det mad vi producerer, spiser og eksporterer til resten af verden. Der er vigtige spørgsmål om menneskers og dyrs liv og sundhed, det fremtidige erhvervsudvikling og grønne omstilling på spil. Vi kan ikke love, at det bliver let, men vi kan love, at det bliver udfordrende, interessant og betydningsfuldt.

Ikke glemme fiskeriet

Ganske som det sig hør og bør, så foregik ministerieoverdragelsen med taler, vittigheder og udveksling af gaver blandt de to politikere.

Rasmus Prehn startede med at takke sine tre ministerier for de forgangen to år, hvor der har været masser af arbejde, en del bump på vejen, men også gode oplevelser.

– Kære Jacob. Tillykke med dette spændende, hårde, krævende, men også top-engageret ministerium, lød det fra Rasmus Prehn, da han gav ministerbilen videre til den nye minister.

Prehn gav også den nye fiskeriminister en mere personlig gave – et lystfiskertegn samt disse ord:

– Vi skal ikke glemme fiskeriet. Det er tit, der er fokus på fødevarerne, men fiskeriet skal man ikke glemme. Vi ved fra Uffe Ellemann-Jensen, at når man er allermest stresset, så er der ikke noget som at stå med nosserne i iskoldt vand og stresse ned. Og når man er fødevareminister, så kan der være så meget modvind, at man kan få brug for at gå på stemmefiskeri, jokede Rasmus Prehn.

Udvikle og ikke afvikle

Den nye fiskeriminister fra Venstre gav også en gave til sin forgænger. Rasmus Prehn kunne forlade Ministeriet fra Fødevarer, Landbrug og Fiskeri med en grøn plastik traktor under armen.

– Den er grøn, den skal symbolisere hvad der foregår i feltet. Vi skal udvikle os, ikke afvikles. Vi skal være grønne, bæredygtige og stærke. Det er ting, du har været med til at hjælpe på vej, lød det fra Jacob Jensen idet, han symbolsk overrakte den lille traktor.