Torsdag aften afholdt 3F Vest den årlige generalforsamling i Lemvig. Og formanden påpegede i sin beretning, at der er behov for at få talt det danske fiskeri op. Det er et erhverv, der har kæmpe værdi for hele området.
– Erhvervet bliver talt ned i øjeblikket. Det er som om at begrebet “kvotekonge” har lagt sig som en stor og ond dyne over erhvervet, og det fortjener det på ingen måde, sagde Kenneth Hove ifølge Folkebladet Lemvig.
Problemer er der nok af i fiskeriet – Brexit, kampen om kvoter og senest de hastigt stigende brændstofpriser. Det bevirker, at der bliver flere ledige erhvervsfiskere samtidig med, at antallet af fiskerilærlinge falder.
Derfor kunne Kenneth Hove godt tænke sig, at Lemvig Kommune går ind og sætter mere fokus på erhvervet, for det har stor betydning i området.
– Går det skidt for erhvervsfiskerne, går det også skidt for trawlbinderen, fiskeindustriarbejderen, lastoptageren, købmanden, tøjforretningen og så videre, sagde han.
3F-formanden efterlyste ligeledes de gode historier i medierne. Han nævnte bl.a., at fiskerne har reduceret CO2-udledningen med 62 procent, at dansk fiskeri er verdensmestre i bæredygtighed, at erhvervet og grønne organisationer kan samarbejde om forslag til 10 procents fredninger af de danske farvande, at alle fartøjer gør en dyd ud af at sikre ansatte ordenlige og gode arbejdsvilkår, og at man tager et stort ansvar for at få nye fiskere ind i erhvervet.
– Lad os nu sammen få talt fiskerierhvervet op. Erhvervet fortjener det, lød det slutteligt fra Kenneth Hove.