Nogle siger, at der ikke er en fremtid for fiskeriet. Men det er Mads Kølle Neperus fra Langeland ikke enig i.
Til Familie Journalen fortæller han om sit liv som fisker på Langeland. Hans far Ulrik er fisker, det samme gælder broren Mikkel, og lige fra han var lille, vidste Mads, at han ville gå samme vej – trods mange formaninger.
– Skolen har aldrig sagt mig noget. Jeg ventede bare på, at jeg blev gammel nok til at komme på fiskeriskole og ud på havet, siger Mads, som sammen med familien har fiskefartøjet Cecilie Mathilde.
Fra Langeland til nye farvande
Til en start fiskede han tæt på hjemstavnen. Men pga. situationen i Østersøen fisker de ikke her, men driver hummerfiskeri fra Gilleleje eller Skagen.
– Vi fiskere har altid fulgt fiskene. Hvis vi ikke kan fange fisk hjemme hos os selv, fisker vi andre steder. Sådan er det bare, siger Mads, som dog håber, at torsken kommer igen ved Langeland, så han kan fiske her:
– De fleste dage tror jeg på, at det hele nok skal gå. Der har altid været fiskeri, vi skal bare blive bedre til at passe på havet og fiskene. Det er jo ikke os fiskere, der har udryddet torskebestanden – hvis den da er udryddet. Klimaændringerne og landbrugets udledning af næringsstoffer betyder meget for vandkvaliteten. Desuden ødelægger sæler og skarv også en stor del af fiskene, siger Mads.
14 dage ude og 14 dage hjemme
Pga. det nordlige fiskeri er Mads ikke hjemme hver dag. 14 dage ude og 14 hjemme – og her venter hustruen Emilie.
– Hun har aldrig sat spørgsmålstegn ved, om jeg skulle blive ved med at være fisker. Hvis jeg skal af sted, og der er fest i familien, ja, så skal jeg altså af sted, og det er i orden med hende. Hun respekterer mit job. Samtidig er hun stærk og får det hele til at køre herhjemme, siger Mads, for hvem livet som fisker ikke bare er et job. Det er en livsstil.
