Hundested-fisker har succes med fiskeri efter konksnegle

Børge Larsen fra Hundested har fået godt gang i fiskeriet efter konksnegle i Kattegat, og han håber, at flere har mod på at kaste sig ud i sneglefiskeriet

Hvis der er for få fisk at fange, og man ikke kan undvære fiskeriet, så må man overveje alternativerne.

Hundested-fisker Børge Larsen har fisket, siden han var en halvvoksen dreng, og han har haft eget fartøj i 50 år.

Han har i dag fartøjet H 410 Wicki-Alex, som fisker efter konksnegle i Kattegat.

Fiskeriet efter konksnegle begyndte han på for seks år siden, efter han blev kontaktet af en konsulent fra konsulentfirmaet Aquamind, der fortalte ham, hvordan mange engelske kystfiskere med stor succes var begyndt at fiske efter snegle i stedet for fisk.

For fiskeriet langs de engelske kyster var, ligesom kystfiskeriet i Danmark, ramt af tilbagegang i fiskebestandene og stigende regulering af fiskeriet.

Konksnegle var der til gengæld mange af, og det samme er tilfældet i Kattegat.

– Siden sidst i 90´erne havde jeg hovedsageligt fisket efter tunger i Kattegat, og det gik også fint i mange år, men der blev færre og færre af dem, og ikke nok med det begyndte man også at tage arealerne fra os. Jeg havde store dele af mit fiskeri i området, hvor det i dag er forbudt at fiske, siger Børge Larsen.

– Da jeg hørte, hvordan kystfiskerne i England var gået fra at være på konkursens rand til at bygge nye fartøjer, efter de var gået over til at fiske konksnegle i stedet for fisk, så fik jeg mod på også at prøve det, siger han.

Fra 5 til 16 kroner

Den helt store udfordring i begyndelsen var at komme af med sneglene til en fornuftig pris.
I første omgang lykkedes det at få gang i en eksport, hvor sneglene kunne sælges til 10 kroner per kilo.

Efter noget tid steg prisen til 12 kroner per kilo, men så ramte Corona-nedlukningerne, som fra dag til anden halverede prisen på konksnegle.

– For at fange et kilo konksnegle, skal man bruge agn for cirka fem kroner, og nu kunne vi pludselig kun få seks kroner per kilo. På det tidspunkt var jeg tæt på at give op – det må jeg indrømme, siger Børge Larsen.

Men da det så mest sort ud, blev Børge Larsen kontaktet af en opkøber, som var interesseret i at købe sneglene til en markant højere pris.

Det betyder, at Børge Larsen i dag får 16 kroner per kilo for sneglene, som for størstedelen eksporteres til forskellige lande i Europa og Asien.

– Der bliver også afsat cirka 500 kilo om ugen til København. Jeg vil tro, det er herboende asiatere, der køber dem der. Men jeg kan også sagtens forestille mig, at de kommer til at slå igennem herhjemme sådan for alvor, for de smager godt, hvis man ved, hvordan man skal tilberede dem, siger han.

Plads til flere konkfiskere

Børge Larsen håber, at flere danske fiskere vil overveje at kaste sig ud i sneglefiskeriet.

– Det vil være godt for alle parter, for jo flere, vi er om fiskeriet, jo mere stabil bliver afsætningen. Der er uanede mængder af dem i Kattegat, og der er ingen kvoter på dem, så man slipper for en masse frustrationer i den forbindelse. Det er noget af det mest stabile fiskeri, jeg har været med til. Man ved stort set, inden man tager ud, hvor meget man får med hjem. Det er også sjovt at prøve en ny form for fiskeri, siger han og tilføjer, at det også er et meget rent fiskeri i den forstand, at der stort set ikke er nogen bifangster.

Børge Larsen fortæller, at det kostede ham cirka 300.000 kroner at omlægge sit fartøj til sneglefiskeriet. Dertil kom udgifter til tegner for cirka 150.000 kroner og udgifter til en vaskemaskine, der vasker sneglene fri for sand, til 35.000 kroner – altså en lille halv million kroner i alt.

– Det kan godt gøres billigere, men man skal ikke starte med under 1.000 tejner, siger han.

For man er nødt til at være tre mand til arbejdet, en i styrehuset og to på dækket, så der er nødt til at være en vis volumen i fiskeriet.

– Jeg tror på, at det er et fiskeri, der kan være med til at vende udviklingen i kystfiskeriet, og det vil glæde mig meget, hvis det kan gøre, at der kommer nogle flere fartøjer til Hundested, siger han.