Drømmen om Linette var nær gået op i røg

Der er fine forhold om bord på L 120 Linette. Men drømmen om det nye fartøj var nær gået op i brand

En onsdag formiddag i begyndelsen af maj sidste år ringede Alfred Fiskers telefon.

Han var til møde med bestyrelsen i Danmarks Fiskeriforening på hovedkontoret i Taulov.

Han tog den derfor ikke.

Kort efter modtog han en sms.

Sms’en var Thyborøn Skibs & Motors direktør Tage Hansen.

– Linette står i brand, lød beskeden.

Kort efter tikkede nye sms’er ind med billeder af den topmoderne konsumtrawler, som efter planen skulle leveres bare tre uger senere fra Thyborøn-værftet.

– På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvor galt det var, men det så ikke godt ud, fortæller Alfred Fisker.

– Jeg skyndte mig ud i bilen, og det var nok meget godt, at jeg ikke blev taget i en fartkontrol, for der var fart på til Thyborøn, siger han.

Vi befinder os i styrehuset om bord på samme L 120 Linette, mens Alfred Fisker fortæller om branden. Vi er på Nordsøen på fiskeri efter hummere og blandet fisk, sydvest for Norges kyst.

For på trods af, at der stod fem meter høje flammer op i luften fra fartøjet, da han ankom til Thyborøn, lykkedes det at få branden slukket, og med et halvt års forsinkelse kunne Alfred Fisker og makkeren Tommy Svart invitere til skibsdåb i oktober sidste år.

Fine forhold

Alfred Fisker viser billeder på sin telefon af det brændende fartøj.

Det er svært at forstå, at det er samme fartøj, som vi befinder os på nu.

For der lugter ikke ligefrem af brand, og der er fine forhold om bord på det moderne fiskefartøj.

Fiskerne har hver deres værelse, sengene er gode, og der er en dejlig stor messe, som er indrettet, så den minder om et køkkenalrum i et moderne parcelhus.

– Vi havde også en dejlig båd før, men det er lidt som at skifte fra en Skoda til en Mercedes. Det hele er lyst og lækkert, siger Alfred Fisker og fremhæver, at det også er en mere rolig båd end den gamle.

– Selv i dårligt vejr er den meget roligt. Det gør mange ting nemmere, siger han.

Da Alfred Fisker og Tommy Svart besluttede sig for at få bygget fartøjet tilbage i 2019, var de ude at se på forskellige fartøjer, og der var særligt to fartøjer, de lod sig inspirere af. Det ene var Hanstholm-fartøjet HM 228 Pondus, og det andet var det daværende Hvide Sande-fartøj RI 344 Mikkel Louise.

– Vi vidste, at vi gerne ville have noget i den stil, så vi tog udgangspunkt i de to fartøjer, fortæller Alfred Fisker.

Alfred Fisker er formand for Thyborøn Havns Fiskeriforening og næstformand i Danmarks Fiskeriforening.

Derfor arbejder han også mere til lands end til havs, men han nyder at være med ude, og indtil nu er det blevet til fire ture med fartøjet.

Brexit gjorde ondt

Mens fartøjet til fulde levede op til forventningerne, kan man roligt sige, at det modsatte har gjort sig gældende, hvad angår muligheden for at drive fiskeri.

For her er situationen en ganske anden i dag, end den var, da Alfred Fisker og Tommy Svart bestilte fartøjet for tre år siden.

Godt nok havde briterne stemt sig ud af EU tre år forinden, men løftet fra politikerne var ikke til at tage fejl af: Fiskerne kommer ikke til at betale regningen for Brexit.

Det viste sig at være en sandhed med mange modifikationer.

For L120 Linette gjorde det især ondt, at EU – uden Storbritannien – stod markant dårligere i forhandlingerne med Norge om fordeling af kvoter. Det medførte en meget stor reduktion i fartøjets ellers betydelige kvote på havtaske i norsk farvand.

Samtidig er kvoterne på andre vigtige arter som torsk skåret ned år efter år, selv om fiskernes oplevelse er, at der er utrolig mange torsk i Nordsøen.

– Det er svært at forstå, at man kan tage så meget fejl i den biologiske rådgivning. Hvis der havde været sammenhæng mellem rådgivningen og virkeligheden, så havde vi haft nogle rigtig gode år, for der er masser af fisk, og så havde det også været et langt mindre problem, at brændstofpriserne er steget så meget, som de er, siger Alfred Fisker.