Mange udstillere vender ”hjem” til Aalborg

For mange udstillere er DanFish en stærk tradition, hvor de år efter år glæder sig til at tage til Nordens Paris

DanFish er noget helt særlig. Et højdepunkt, en tradition. Her kommer udstillere, deltagere og gæster år efter år – ja, det er nærmest som at vende hjem til Aalborg, fortæller flere udstillere.

For os er DanFish lig med Aalborg, og sådan har det været, siden vi var med første gang i 1999, siger Evan G. Nielsen, sælger ved West Marine A/S.  

DanFish’ store omfang har en særlig tiltrækningsevne, og dét er særligt en af grundene til, at mange udstillere bliver ved med at vende retur til Aalborg. 

– Vi er rundt på messer i Hamborg, Grønland, Færøerne osv., men det er altid DanFish, der trækker med de mange besøgende – det er her, rødderne er, siger administrerende direktør for Nordhavn Power Solutions A/S, Søren Rasmussen.  

 
Aalborgs mange facetter 

Selvom det er fiskerimessen, de fleste kommer for at deltage i, har Aalborg også en særlig karakter, som flere af udstillerne nyder godt af.   

– Vi synes altid, det er fedt at vende tilbage til Aalborg. Aalborg kan helt sikkert noget – udefra er det en sjov by at komme til, når man skal ud om aftenen og have noget godt at spise og sludre med dem, man ikke ser så ofte, siger Group Sales Director for Carsoe, Jeppe Christensen.  

 

Samarbejde og relationer

Aalborg og DanFish danner også grobund for at netværke og skabe nye relationer på tværs af hinanden og samtidig pleje og vedligeholde de gamle relationer, som er endnu en af fordelene ved den store fiskerimesse.  

– Når vi kommer tilbage til Aalborg, er det for at hilse på nye og især også gamle kunder. Det handler ikke kun om at sælge, men også om at netværke, siger Evan G. Nielsen, sælger ved Vest Marine A/S.

Vi får en kop øl og en snak om, hvad der rører sig, og hvad der er sket de sidste to år. Det er en god måde at møde vores kunder på, siger administrerende direktør for Nordhavn Power Solutions A/S, Søren Rasmussen.