Thomas Jensen har et livslangt forhold til fiskeri. Et kærlighedsforhold fristes man til at sige, idet det fremgår meget tydeligt, at fiskeri er hans foretrukne levevej.
Nu indleder Thomas Jensen et helt nyt kapitel i sin fiskeri-karriere.
45-årige Thomas Jensen har nemlig overtaget fartøjet H 410 Wicki Alex i Hundested.
Overtagelsen fandt sted søndag 14. januar, da den nuværende ejer – 72-årige Børge Larsen – i en del år har ønsket at skrue ned for aktivitetsniveauet. Overtagelsen betyder desuden, at Wicki-Alex skifter navn til Barrett.
Startede snegle-fiskeri for syv år siden
For syv år siden indledte Thomas Jensen et langvarigt samarbejde med Børge Larsen ombord på H 410 Wicki Alex, hvor planen om at fiske konksnegle for første gang blev ført ud i livet.
De to herrer må derfor siges at være nogle af de mest erfarne i kongeriget, når det gælder denne type fiskeri.
– Det er blevet til utallige timer ombord på H 410 Wicki Alex, så jeg kender båden som min egen bukselomme. Når priserne på snegle nu ser ud til at fortsætte opad, så er der tale om det helt rigtige tidspunkt at overtage fartøjet. Så jeg har godt mod på fremtiden, siger Thomas Jensen.
Han tilføjer, at fiskeriet efter konksnegle hovedsageligt foregår i det sydlige Kattegat. Fangsten bliver losset i Hundested og afsat via en dansk grossist/distributør.