John Gregersen, 74-årig sønderjyde, har kastet snøren i Nybøl Nor gennem hele sit liv. Men som mange andre fiskere, føler han nu presset fra skiftende regler og en skrumpende fiskebestand.
De seneste ændringer har ramt hårdt. Ålen er nu totalt fredet i Nybøl Nor og Flensborg Fjord, og fritidsfiskere som John må genudsætte alle fanget ål, uanset antal.
Det skriver Ugeavisen Sønderborg.
Bestanden har det godt
Selvom John mener, at ålbestanden er sund og stærk, får han ikke lov til at tage dem med i land, hvilket frustrerer ham.
– Jeg sejlede i 2023 selv ud med 2000 ål – betalt af vores kontingent. Vi gør det for at få bestanden op, og de fritidsfiskere, jeg taler med, mener også, at bestanden af ål har det godt – men andre mener nej, siger John Gregersen til Ugeavisen Sønderborg.
John deltager aktivt i genudsætning af ål, finansieret af fritidsfiskernes kontingent. Han er også nøglefisker og arbejder tæt sammen med DTU Aqua for at overvåge bestanden.