DTU: Muslingefiskerne har ingen incitamenter til at fiske med større motorkraft end det tilladte

Muslingefiskerne i Limfjorden blev beskyldt for at snyde med deres motorkraft, men de har ingen incitamenter til at gøre det, fastslår DTU Aqua

Muslingefiskerne i Limfjorden kom i foråret ud i noget af en mediestorm.

TV2 beskyldte fiskerne for at fiske med ulovligt store motorer, og sagen blev slået stort op på både TV, på tv-stationens hjemmeside og på de sociale medier.

Sagen blev også taget op politisk, og i den forbindelse blev DTU Aqua bedt om at undersøge, hvilke incitamenter fiskerne eventuelt måtte have for at anvende større motorkraft end det tilladte i muslingefiskeriet.

DTU Aqua har nu udarbejdet et notat om dette, og forskerne konkluderer kort og godt, at man ikke opnår nogen fordele ved at snyde med motorkraften:

– DTU Aquas analyse indikerer ikke, at der er et incitament for anvendelse af større motorkraft i muslingefiskeriet på Limfjorden, da muslingefiskeriet i høj grad er reguleret af forhold, som begrænser fiskeriindsatsen og hvilke redskaber, der må anvendes, hvilket er de faktorer, der har betydning for indvirkningen på havmiljøet i Limfjorden, skriver forskerne i deres konklusion.

Det er ikke første gang, at muslinge-fiskerne, af medier, er blevet beskyldt for at fiske ulovligt.

Derfor har Danmarks Fiskeriforening og Centralforeningen for Limfjorden foreslået, at man indfører livemonitorering af motorkraften på muslingefartøjerne, så man fremover undgår enhver tvivl om, at fiskeriet foregår lovligt.

Det er Fiskeristyrelsen nu i gang med at udarbejde en model for.

Iltsvind-påstande var også forkerte

I forbindelse med TV2´s omtale af muslingefiskeriet i foråret blev der også fremført påstande om, at muslingefiskeriet bidrager til iltsvind i Limfjorden.

Det blev DTU Aqua derfor også bedt om at undersøge nærmere, og her var konklusionen ligeledes ganske klar:

– DTU Aqua vurderer, at muslingefiskeri ikke umiddelbart har en betydende effekt på udvikling af iltsvind i Limfjorden, da muslingefiskeriet ikke finder sted i den mest iltsvindskritiske periode fra juliaugust (lukningsperiode for muslingefiskeri).

– Frigivelsen af næringsstoffer fra sedimentet, der kan bidrage til planktonvækst og efterfølgende iltsvind ved muslingefiskeri, kan anses for at være kortvarig og af lille udstrækning sammenlignet med den naturlige resuspension.

– Endelig er det blevet vist, at muslingefiskeri i områder, som rammes af iltsvind f.eks. Lovns Bredning, kan reducere iltsvind i områderne ved at fjerne muslinger, der ellers ville være gået til i iltsvindet, lyder det i notatet fra DTU Aqua.

Det fremgår også af notatet, at det kun er i en meget lille del af Limfjorden, at der fiskes efter muslinger og østers. I 2023 drejede det sig om et område, der svarer til 1,92 procent af Limfjordens samlede areal.

DTU: Muslingefiskerne har ingen incitamenter til at fiske med større motorkraft end det tilladte

Muslingefiskerne i Limfjorden blev beskyldt for at snyde med deres motorkraft, men de har ingen incitamenter til at gøre det, fastslår DTU Aqua

DTU: Muslingefiskerne har ingen incitamenter til at fiske med større motorkraft end det tilladte

Muslingefiskerne i Limfjorden blev beskyldt for at snyde med deres motorkraft, men de har ingen...