Stor forvirring om hummerbekendtgørelse

Ny bekendtgørelse skaber store problemer i fiskeriet. Nu viser det sig, at Danmarks Fiskeriforenings inputs aldrig er nået frem til Fødevareministeriet

Sort hummer. Arkivfoto: Fiskeri Tidende

En ny bekendtgørelse om erhvervsmæssigt og rekreativt fiskeri af hummere er trådt i kraft – og den vækker stor undren i fiskeriet.

Den giver nemlig en række problemer. For det første er der en række krav til redskaberne om afstande og udslipshuller, som er svære at få til at fungere i praksis. For det andet udelukkes fx nye unge fiskere og pensionister fra hummerfiskeriet i Limfjorden, fordi de ikke har haft en bruttoomsætning fra hummerfiskeriet på minimum 35.000 kroner i to af årerne 2021, 2022, 2023 eller 2024.

Forhold, som Danmarks Fiskeriforening ellers havde påpeget i sit høringssvar, som blev sendt 13. marts 2025.

Men da bekendtgørelsen blev udstedt 1. april, kunne Danmarks Fiskeriforening konstatere, at deres høringsvar ikke fremgik af høringsportalen, som samler alle høringssvar. Foreningens forslag er dermed slet ikke blevet inddraget i den nye bekendtgørelse.

– Det undrede os selvfølgelig, og vi tog derfor straks kontakt til ministeriet. Det er efterfølgende blevet konstateret, at Danmarks Fiskeriforenings høringssvar ikke er nået frem på grund af et IT-teknisk problem i Fødevareministeriet, siger Ole Lundberg Larsen, der er direktør for Fiskeri og Bæredygtighed i Danmarks Fiskeriforening.

Møde efter påske

Danmarks Fiskeriforening er i dialog med Fødevareministeriet omkring situationen.

– Der er nu aftalt et møde med ministeriet umiddelbart efter påske med henblik på at drøfte vores høringssvar. Og vi forventer naturligvis, at vores svar kommer til at indgå i en opdatering af bekendtgørelsen, siger Ole Lundberg Larsen.

Han tilføjer, at Danmarks Fiskeriforening hurtigst muligt efter mødet med ministeriet vil informere om situationen.

– Foreløbig råder vi til, at man fortsætter fiskeriet med de nuværende redskaber. I den nye bekendtgørelse er der væsentlige ændringer i kravene for at kunne få tilladelse til hummerfiskeri. Med det meget korte varsel for udstedelse af en ny bekendtgørelse er det vores opfattelse, at man vil kunne fortsætte fiskeriet, indtil man evt. modtager afslag på ansøgning om ny tilladelse, eller indtil Landbrugs-og Fiskeristyrelsen udsender en vejledning om den nye hummerbekendtgørelse, siger Ole Lundberg Larsen.

På grund af påsken har det ikke været muligt at få en kommentar fra Fødevareministeriet.

Hirtshals-formand: Heunicke håner de mennesker, der har bygget byen

Heunicke langede ud efter fiskeriet i en hjemmelavet rap. Stærkt bekymrende og historieløst, lyder det fra Hirtshals-formand

Hirtshals-formand: Heunicke håner de mennesker, der har bygget byen

Heunicke langede ud efter fiskeriet i en hjemmelavet rap. Stærkt bekymrende og historieløst, lyder det...