Siden den 9. april har fiskerne i Østersøen været underlagt nye redskabskrav – og det har haft store konsekvenser for fiskerne i Bagenkop.
En af dem er Folmer Hansen, der ejer fartøjet SG 81 Marie – en mindre trawler.
Han fortæller, at hans fartøj har ligget ved kaj i over en måned, og at to andre fartøjer i Bagenkop er i samme situation.
Problemet er, at de nye regler ikke tager højde for forskellen mellem store og små fartøjer.
– Vores fartøjer er alt for små til at kunne fiske med de redskaber, man kræver af os nu. Der skal være kugler på oversiden og synk på undersiden. De mange kugler kan ikke være på min tromle, og vi har heller ikke den nødvendige trækkraft, siger Folmer Hansen.
– Det kan ikke være rigtigt, at vi, med vores små fartøjer, skal fiske med de samme store redskaber som de store trawlere, der har 300-400 hestekræfter. De har et pæletræk på tre-fire ton – mit er på 500 kilo, siger han.
Lukkeperiode
Fiskerne i Bagenkop er i forvejen ramt af den lukkeperiode, som forbyder fiskeri fra midten af januar til april.
– Jeg nåede lige at få seks-syv dage på havet, inden de nye regler trådte i kraft. Ellers har jeg ligget stille siden januar. Det er ikke noget, man kan leve af, siger Folmer Hansen.
– Jeg er 69 år og skal nok klare mig, men der er unge mennesker, som har investeret mange penge i nye fartøjer. Det er dem, det for alvor går ud over. Jeg synes ikke, det er rimeligt, siger han.
Jacob Handrup, chefkonsulent i Danmarks Fiskeriforening, forstår godt, at Bagenkop-fiskerne er frustrerede.
– For de store fartøjer er problemet, at fangsterne er markant ringere. For de mindre fartøjer er det i bedste fald voldsomt besværligt at fiske med de nye redskaber – og for nogle er det reelt umuligt. Det kræver en stor tromle og mange hestekræfter at trække redskabet, siger Jacob Handrup.