Fiskerne har fået historisk høje priser for torsk

Auktionsmester ser tre årsager til, at priserne på torsk i januar og februar var markant højere end normalt

Foto: Arkiv

De danske fiskere fik rigtig gode priser for deres torsk i årets første to måneder.

Faktisk var priserne de højeste nogensinde for perioden med en gennemsnitlig kilopris på 46 kroner.

Sidste år var gennemsnitsprisen på torsk i de to måneder på 33 kroner per kilo. Det vil sige, at priserne har været næsten 40 procent højere i år.

Tre årsager

Jesper Kongsted, der er indehaver af Hanstholm Fiskeauktion, ser tre årsager til de høje priser på torsk.

– Den ene er, at størrelserne har været gode. Den anden er, at der har været god efterspørgsel på torsk fra især det hollandske marked. Og så har vi ikke fået nær så mange torsk ind på markedet fra Nordnorge i perioden, som vi har fået de andre år, siger Jesper Kongsted.

De høje priser medførte, at selv om fiskerne landede færre torsk i januar og februar i år end sidste år, så steg landingsværdien for torskene fra 27 millioner kroner til 35 millioner kroner.

Prisfesten er slut

Men som grisehandleren siger i Matador: Ingen herlighed varer evigt.

For på det seneste er der for alvor begyndt at komme nordnorske torsk på markedet.

– Det, vi oplever nu, er, at det er begyndt at vælte ind i Europa med skraldetorsk oppe nord fra. Derfor har priserne også normaliseret sig. Det er uhyggelige mængder, der kommer ind fra Nordnorge, og når det sker, så går priserne ned. Sådan er det hvert år. Det er kun et spørgsmål om, hvornår på sæsonen det sker, siger Jesper Kongsted.

Landingshavne

Hanstholm Havn er den havn, der har modtaget flest torsk fra de danske fiskere i år. Herefter følger Thyborøn Havn.

Mere end halvdelen af den samlede mængde på 763 ton er landet til de to havne.

Derudover er der landet pæne mængder torsk til Hirtshals Havn, Thorsminde Havn og Skagen Havn.

Fiskeriet lander overenskomst med 3F

Ansatte på danske fiskefartøjer kan se frem til endnu bedre arbejdsvilkår, efter at DFPO, DPPO og 3F har indgået aftale om en ny 3-årig...

Fiskeriet lander overenskomst med 3F

Ansatte på danske fiskefartøjer kan se frem til endnu bedre arbejdsvilkår, efter at DFPO, DPPO...