– Det bliver spændende og anderledes at skulle stå for det hele selv.
Det er den første reaktion fra 23-årige Rasmus Nielsen, efter at han har købt sin helt egen snurrevodskutter.
Han kommer oprindeligt fra Thorup Strand og har syv års erfaring med at fiske i Skagerrak. Selvom fiskeriet er et presset erhverv, så er det ikke noget, der har afskrækket den unge kutterejer fra at erhverve sig sit eget fartøj.
– Jeg havde mod på at købe min egen kutter og fik det tilbudt. Vi skal jo også have nogle unge folk ind i fiskeriet, for på et tidspunkt kan de, der har skibene nu og er lidt oppe i årene, jo heller ikke fiske længere, siger Rasmus Nielsen.
Snurrevodskutteren, han har købt, kender han særdeles godt, for han har arbejdet på den de seneste år.
Fra Fru Middelboe til Vesterhav
Rasmus Nielsen og fiskefartøjet er begge ”indregistreret” i Hanstholm, men kommer alligevel til at fiske ud fra Hirtshals Havn.
– Jeg kender området og ved eller har en idé om, hvor man skal være, og hvordan man skal sejle for at fange det, man går efter.
Selvom der ingen ændring sker på lokationen for skibet, så sker der dog noget med navnet.
– Før hed den Fru Middelboe, som var den gamle ejers efternavn. Det havde ikke rigtig noget med mig at gøre. Nu kommer den til at hedde Vesterhav – og det er med enkelt V i begge ender, fortæller thyboen, der også overvejede andre navne, men ikke kunne få det til at give mening.
Ombord på den nye HM 423 Vesterhav vil der udover Rasmus Nielsen selv også være en bemanding på tre andre – blandt andre hans far, som kommer til at arbejde som fiskeskipper.
– Jeg er glad for, at han er med. Han har god erfaring, og det er noget, jeg kan trække på, hvis der er ting, jeg i tvivl om. Så jeg glæder mig til og håber, at han fortsat vil lære fra sig.
For hjælp kan man aldrig få nok af.
Har fået masser af hjælp
I forbindelse med købet af fiskekutteren har Rasmus Nielsen fået en masse hjælpende hænder.
Processen med at købe et fartøj er nemlig ikke bare en dans på roser. Der er papirarbejde, regler og licenser, der skal tages hånd om.
– Det er gået fint med at snakke med banken, og der har jeg også haft Jan (Middelboe, tidligere ejer, red.) med indover. Han har også hjulpet med nogle forbindelser til nogle folk, der vidste, hvad de snakkede om, som jeg kunne ringe til, siger Rasmus Nielsen og fortsætter.
– Jeg har også snakket med Henrik (Amdisen, red) fra Hanstholm Fiskeriforening om, hvordan fremgangsmåden er, og han har hjulpet mig med at søge tilladelser og låne-fisk.
Omkring middagstid fik den unge fartøjsejer sin EF-licens. Derudover begynder Rasmus Nielsen med såkaldte låne-kvoter, som er skabt til at hjælpe unge fiskere som ham selv i gang.
Han har både mulighed for at søge om kvoter på industri- og konsumfisk.
– Jeg har ikke besluttet mig for, hvad jeg skal søge endnu, men det er planen, at vi skal drive det samme fiskeri, som vi har været vant til. Det er hovedsageligt rødspætter, vi fanger, og så fanger vi også lidt kuller på ration, siger Rasmus Nielsen.
Han forventer at have helt styr på alle tilladelser og kvoter, så han kan sejle ud med HM 423 Vesterhav, når sæsonen for alvor går i gang den 1. marts.