Af den politiske aftale om Danmarks havplan fremgår, at der i 2028 skal udlægges yderligere to procent strengt beskyttet hav. Regeringen fremlagde i sidste uge deres forslag til, hvor de to procent skal placeres. Danmarks Fiskeriforening har også set forslaget efter Altinget bragte det, og forslaget er meget problematisk lyder det fra Danmarks Fiskeriforening.
– Forslaget til de strengt beskyttede områder får vidtrækkende konsekvenser for det kystnære fiskeri flere steder i Jylland. Flere af områderne ligger på vigtige fiskepladser, og det kommer til at sætte de små fartøjer langs kysterne under pres, siger Svend-Erik Andersen, formand for Danmarks Fiskeriforening.
Manglende dialog og hensyn
Af den politiske aftale om havplanen fremgår, at de strengt beskyttede områder skal tage hensyn til de vigtigste fiskeriområder, og at udpegningen skal ske i dialog med fiskerierhvervet. Desværre lever forslaget ikke op til de løfter.
– Jeg er meget overrasket og skuffet over, at vi ikke engang har set forslaget, før det blev fremlagt for Folketingets ordførere, og jeg mener simpelthen ikke, vi har haft en reel dialog om de her områder, som vi nu skal forholde os til. Det er jeg meget ked af.
– Resultatet af den manglende dialog er, at vi nu står med nogle områder, som stik imod hensigterne i havplanen rammer vigtige fiskeriområder. Jeg mener simpelthen ikke, det er godt nok, siger Svend-Erik Andersen.
Danmarks Fiskeriforening fremhæver, at forslaget især vil få negative konsekvenser i Skagen og i Strandby. Forslaget rammer dog også Hvide Sande, Hirtshals, Hanstholm og Thyborøn hårdt.
Forslaget er en ommer
I Danmarks Fiskeriforening konstaterer man, at det forslag, som fremgik af havplanen, er et bedre alternativ end det, regeringen nu har fremlagt. Derfor opfordrer fiskerierhvervet til, at der indledes en reel dialog med fiskerierhvervet og andre relevante interessenter, så der kan findes et bedre kompromis.
– Vi var bedre tjent med forslaget fra havplanen. Det er desværre virkeligheden. Derfor håber jeg inderligt, at vi nu kan få en ordentlig dialog om de her områder, så vi forhåbentligt kan finde et bedre kompromis. Vi vil gerne bidrage til at udlægge strengt beskyttede områder, og vi ved det er muligt uden, at man behøver bombe det kystnære fiskeri tilbage til stenalderen, siger Svend-Erik Andersen.