DTU-forsker: Ålen er ikke sådan at udrydde

Selv om ålebestanden er langt nede, skal den nok overleve – for ålen er ikke sådan at udrydde, forklarer DTU-forsker i et interview på TV2 News

– Ålen skal nok overleve.

Sådan lød det fra DTU-forsker Michael Ingemann, da han den 16. december deltog i en udsendelse om ål på TV2 News.

Udsendelsen handlede om, at tre restauranter har fjernet ål fra menukortet, og tv-stationen havde derfor inviteret DTU Aquas åleekspert i studiet for at fortælle om, hvordan det står til med ålebestanden.

Michael Ingemann forklarede, at mængden af yngel, der kommer til Danmark, over en årrække er reduceret med 90 procent, og at mængden af landede ål i Danmark er reduceret fra 5.000 ton for 50 år siden til cirka 100 ton sidste år.

Han forklarede videre, at ålen er kategoriseret som kritisk truet, og at der er en række årsager til, at ålebestanden er reduceret så meget, som den er.

– Det handler ikke kun om fiskeri. Det er lige så meget vandkraftkraftværker, vandpumper og andre forhold. Det er jo blevet sådan, at udviklingen inden for industri og landbrug har drænet Danmark for vådområder, og der er kemi i de miljøer, som har gjort, at bestanden ikke er større nu, sagde han.

I Danmark har man over de seneste år reduceret fiskeriet efter ål kraftigt. Det er sket ved at flytte og udvide lukkeperioden for fiskeri efter ål, hvilket har medført, at fiskeriet efter blankål er reduceret med 90 procent fra 2021 til 2025.

Derudover besluttede et politisk flertal sidste år at reducere fiskeriet yderligere, så der fremover kun må fiskes 50 ton ål om året.

Forespurgt, hvor i den danske natur, man i dag kan støde på ålen, forklarede Michael Ingemann, at den kan fanges overalt:

– Den er stadigvæk at finde i alle vandløb og søer, og hvor der er adgang fra havet til ferskvand, der vil du kunne finde den. Den er bare i et meget lille antal nu om dage, i forhold til hvad den var tidligere.

Herefter spurgte værten, om ikke det ville være en god ide helt at forbyde fiskeriet efter ål, som flere grønne organisationer har foreslået det.

Til det svarede Michael Ingemann, at selv om det er en god ide at reducere dødeligheden, så kan det give bagslag, hvis det får den effekt, at man fjerner fokus fra ålens velbefindende. Han argumenterede i stedet for, at man bør bruge fiskeriet til at indsamle data om bestanden.

Så det er ikke sådan, at du ser det her, at vi stopper med at fiske og spise ål, som det der er afgørende for ålens overlevelse?

– Naaahj, det tror jeg ikke. Den skal nok overleve. Den er ikke sådan at udrydde. Den er udbredt fra Nordafrika til Nordnorge, i Middelhavet og Østersøen og op langs vores kyster og vandløb. Den udrydder man ikke bare sådan lige, sagde Michael Ingemann.

– Men altså, den har jo været en af de vigtigste fisk i dansk fiskeri. Sammen med torsken og rødspætten udgjorde den en af de vigtigste økonomiske fisk i 70’erne. Man kunne spise ål overalt, og det kan vi jo ikke længere. Den er virkelig langt nede i bestandstørrelse, sagde han.

Producentansvaret er en bureaukratisk troldunge

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en regering, der ikke har haft regelforenkling på programmet. Desværre kan jeg heller ikke rigtig...

Producentansvaret er en bureaukratisk troldunge

Jeg kan ikke huske, hvornår vi sidst har haft en regering, der ikke har haft...