Omkring årtusindeskiftet fik en ung Flemming Nygaard Christensen fra Fiskeriets Arbejdsmiljøråd en god idé – han udtænkte en busseronne, et stykke arbejdstøj, som samtidig skulle fungere som redningsvest.
Efter to års udvikling af det livreddende arbejdstøj var busseronnen endelig klar til at komme i handlen i 2000.
si- Hverken dengang eller nu har vi udstyr, der er udviklet specifikt til erhvervsfiskere, som kan holde dig flydende, hvis du falder overbord og vender dig om, så du ligger med hovedet nedad og er bevidstløs. Så idéen var at udvikle en busseronne med en indbygget oppustelig redningsvest, så man, når man ifører sig sin busseronne, samtidig har sin redningsvest på, når man arbejder på dækket.
– Erhvervet tog godt imod busseronnen, da den blev markedsført, men det var i en tid, hvor det var op ad bakke, når det kom til også at skulle anvende en redningsvest under arbejdet, fortæller Flemming Nygaard Christensen om sin opfindelse, der blev produceret af Elka Rainwear.
Indtil 2012 var busseronnen i handlen, men det gik ikke supergodt med at få solgt det praktiske og livreddende arbejdstøj, så Elka Rainwear valgte at stoppe produktionen.
Opdaterer sikkerheden
Det er 14 år siden, busseronnen forsvandt fra hylderne, men den har aldrig været forsvundet fra Flemming og hans kolleger i Fiskeriets Arbejdsmiljøråds tanker. De har forsøgt at få genoplivet den, da de mener, at produktet er for godt til bare at gå i glemmebogen.
– Når vi har været på messer, bliver vi ofte spurgt om, hvor man kan købe busseronnen. Vi oplever også, når vi er på konferencer og orienterer om projektet, at idéen bliver mødt med stor begejstring, siger han.
Og fordi Fiskeriets Arbejdsmiljøråds konsulenter ikke er de eneste, der kan se den gode idé i busseronnen, blev der i 2025 søgt om finansiering fra Fiskeafgiftsfonden til at designe og udvikle en opdateret version af busseronnen.
Finansieringen faldt på plads sidste år, og siden da har Flemming Nygaard Christensen og Elka Rainwear arbejdet på at udvikle busseronnen, så den passer til livet til søs anno 2026.
– Formålet er at videreudvikle busseronnen med integreret redningsvest og samtidig tilføje de nyeste teknologier, som er kommet til, siden den første version blev lanceret. Dette omfatter bl.a. en ny lukkeanordning med lynlås og mulighed for at indsætte en personlig nødsender (PLB), forklarer Flemming Nygaard Christensen.
Forhåbentlig klar i 2027
Det er ikke ligetil at udvikle sådan en sikkerhedsbusseronne, for arbejdstøjet skal også tilpasses arbejdet på dækket, så risikoen for at hænge fast i fiskegrejet minimeres. Men nu ser det ud til, at man er ved at være i mål, for snart skal busseronnen ud og testes på ti forskellige fartøjer.
– Det er vigtigt, at fiskerne er med til at udvikle busseronnen, da det er dem, der skal bruge den til hverdag. Derfor er de også nødt til at kunne se sig selv i projektet og være med på råd, lyder det fra Flemming Nygaard Christensen.
Hvis alt går nogenlunde efter planen, så kan man forhåbentlig købe sin egen sikkerhedsbusseronne i løbet af 2027. Hvem, der skal producere den, vides ikke endnu.
– Vi er ved at udvikle en opdateret version sammen med Elka Rainwear og fiskerne, men om det også er Elka Rainwear, der skal producere og sælge busseronnen, det er ikke besluttet.
Resultaterne af de ti fartøjers test af busseronnen forventes offentliggjort inden udgangen af 2026, og de vil blive tilgængelige via Fiskeriets Arbejdsmiljøråds hjemmeside. Her vil al information om produktet også blive stillet til rådighed for virksomheder, der kunne tænkes at producere sikkerhedsbusseronnen.