Virksomheden Jacob Kongsbak Lassen, som er hofleverandør af fisk og skaldyr, har nu fået mulighed for at leve videre i partnerskab med Kalu A/S og Skagerak Fiskeeksport A/S.
Hos Kalu glæder administrerende direktør Thomas Høy sig over at kunne være med til at videreføre den stolte arv:
– For os giver det mening at være med til at sikre Kongsbaks fremtidige drift, da vi mener, det er en vigtig leverandør i vores industri af højkvalitetsprodukter til restaurations- og fødevarebranchen. Vi har den samme kundeportfolio af kvalitetsbevidste kokke og restauranter, som er vant til et eksklusivt sortiment og en ultra høj servicegrad.
Over tid forventer direktøren, at der vil være mange synergi-effekter. Begge virksomheder har stolte traditioner indenfor hver deres område – hos Kongsbak er det friskfanget højkvalitetsprodukter af fisk og skaldyr, hos Kalu er det kød, fjerkræ, charcuteri, ost og specialiteter.
Jacob Kongsbak Lassen er en familievirksomhed, som har eksisteret i 137 år, 20 af dem i Kødbyen i København. Indtil 2020 blev virksomheden drevet af 5. generation Jacob Kongsbak, der har været en del af virksomheden siden barnsben.
Kalu A/S og Skagerak Fiskeeksport A/S overtager virksomheden, og Jacob Kongsbak fortsætter, som hidtil med varetagelse af den daglige drift.
Skagerak Fiskeeksport A/S, der også er en familievirksomhed, er ejet af Christian Espersen. Skagerak Fiskeeksport A/S har siden grundlæggelsen i 1930 konstant udviklet aktiviteterne inden for fiskeri, forarbejdning, produktion samt køb og salg af fiskeprodukter.Kundegrundlaget omfatter i dag store internationale handelsvirksomheder og supermarkedskæder, produktionsvirksomheder, engrosvirksomheder og restauranter mm. hvor kvalitet af produkter, processer, levering og service har topprioritet, og hvor gamle dyder som tillid og pålidelighed, kombineret med løbende forretningsudvikling og innovation fortsat er centrale elementer i værdigrundlaget.