Hesterejefisker fra Esbjerg: Det her kan blive døden for os

Søren Timmerby har mistet halvdelen af sin omsætning, fordi han ikke må fiske hesterejer. Han forstår ikke, hvordan myndighederne pludselig håndhæver en regel, han i sit lange liv som fisker aldrig har hørt om

Esbjerg Kommune har investeret i hesterejefiskeriet med blandt andet nye flydebroer. Men lige nu ligger fiskeriet mere stille end sædvanlig, og det skaber bekymring hos blandt andre fisker Søren Timmerby. Foto: Marlene Grøftehauge

Engang fangede Søren Timmerby en rest af en gammel krigsmine. Den var markant større end en badebold og lignede mest en tom skal. Tænddelene var tæret væk efter opholdet i havvand. Det er 20 år siden, og han og hans far har aldrig – hverken før eller siden – set skyggen af en mine.

Minen fangede Søren Timmerby langt fra Vadehavet. Men han er én af de 26 danske hesterejefiskere, som netop nu er i klemme på grund af en gammel bekendtgørelse om risiko for gamle krigsminer og ammunition i havet ud for Rømø og Esbjerg.

Beredskabsstyrelsen sendte for 14 dage siden et brev til fiskerne, hvor de blev bedt om at indstille deres fiskeri af rejer. Trodsede de forbuddet, ville de risikere at blive politianmeldt og få bøder, lød det.

Et totalt chok

50 procent af Søren Timmerbys fiskeri er hesterejer, men lige nu er den del af hans fiskeri stoppet med et slag:

– Det er et totalt chok. Vi har fisket rejer i området i 60 år. Og pludselig vil myndighederne håndhæve en bekendtgørelse, som vi aldrig har hørt om. Jeg ved ikke, om du kan forestille dig en hvilken som helst virksomhed, der får revet 50 procent af deres omsætning væk over night. Det kan blive døden for os.

Søren Timmerby sender en tanke ned til sine kolleger på Rømø, som er endnu mere afhængige af rejefiskeriet end i Esbjerg. Nogle af dem er unge og har netop købt fartøjer, som de har investeret mange millioner i.

– Det er utrolig synd. Havde de vidst, at det her ville ske, havde de nok ikke købt de skibe, siger han.

Ude af trit med virkeligheden

Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune har de senere år investeret kraftigt i at forbedre forholdene for netop hesterejefiskerne. Der er kommet smarte flydebroer og gode faciliteter til omklædning.

Men i øjeblikket er de fine forhold ikke i brug – et faktum, der i Jesper Banks øjne er ’helt skævt’. Han er kommerciel direktør i Esbjerg Havn.

– Det rammer os på en indsats, vi har gennemført. Lige nu har vi også gang i en kampagne, hvor vi fortæller om fiskeriet i Esbjerg, og hvordan man kan blive fisker.

– Vi har gjort en stor indsats for at forbedre forholdene for direkte landinger, som består af 90 procent rejer. Får hesterejefiskerne et problem, er det altså 90 procent, der bortfalder. Set i det lys er det praktisk talt en lukning, vi står med lige nu.

Jesper Bank forstår ikke, hvordan Beredskabsstyrelsen med én dags varsel kunne stoppe fiskeriet af hesterejer.

– Vi er noget overraskede over fremgangsmåden, og at der ikke har været en dialog. Det er lovgivningen, der er forældet – ikke fiskeriet. Det er ude at trit med virkeligheden, siger han.

Er vi købt eller solgt

Hesterejefisker Søren Timmerby håber på, at der snarest kommer en afklaring sagen, så fiskerne kan komme i gang igen.

– Stemningen hernede er ikke særlig sjov. Vi ved ikke, om vi er købt eller solgt. Er vores efterårssæson også i fare? Det bliver kritisk. Vi kan ikke holde til, at vi ikke tjener penge. Det er der ikke mange virksomheder, der kan. Og vores medarbejdere kan heller ikke holde til ikke at vide, om de har et arbejde.

 

Fisker efter dramatisk kontrolaktion: Det var som en scene fra en film

Pistoler, håndjern og en gennemsøgning af hele fartøjet. Det gik voldsomt for sig, da en ung Hanstholm-fisker pludselig fik de tyske myndigheder om bord

Fisker efter dramatisk kontrolaktion: Det var som en scene fra en film

Pistoler, håndjern og en gennemsøgning af hele fartøjet. Det gik voldsomt for sig, da en...