Fabrikkerne: – Vi er klar!

Selvom TripleNine og FF Skagen måtte drosle ned i 2022, forsikrer begge, at fabrikkerne er mere end klar til at tage imod fiskernes tobis-fangster

Årets tobis-kvote er landet, og den melder alt godt – også i område 1.

Med en tobis-kvote, der er langt højere end den i 2022 kan godt lægge et betydeligt pres på fabrikkernes kapacitet, men der er ingen grund til at gå i panik, lyder det fra både FF Skagen og TripleNine.

– Vi er rigtig spændte og glæder os til at komme i gang. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for, at det bare glider, lyder det begejstret fra Jens Borup, formand for FF Skagen, og det samme gælder TripleNine-direktør Jes Bjerregaard:
– Det er et positivt signal, 
at bestanden lader til at være rigtig fornuftig. Vi er klar til at tage i mod!

Sidste år stod fabrikkerne i den stikmodsatte situation, hvor den magre tobiskvote betød færre leverancer, og derfor var både TripleNine og FF Skagen nødsaget til at drosle ned.

Nu går det så den anden vej, men det bliver ikke et problem, garanterer fabrikkerne. Selvom der blev skåret i kapaciteten, så kan de sagtens håndtere de mængder, som ICES jonglerer med.

Undgå kø med kommunikation

Dermed ikke sagt, at der ikke kan opstå kø, når fisken skal landes. Stor kvote eller ej, så opfordrer fabrikkerne fiskerne til at slå koldt vand i blodet, fordele sig og sprede arbejdet ud over flere dage, for så glider det bedst.

– Uanset om kvoten er stor eller lille, så nytter det ikke noget, at alle tager ud samme dag og kommer hjem samtidig. Men med god planlægning og kommunikation så kan det sagtens lade sig gøre, forklarer Jes Bjerregaard, hvis ansatte er i tæt kontakt med de forskellige skippere.

En opskrift, som de også arbejder efter hos FF Skagen.

– Fiskerne plejer at være gode til at melde ind, så vi ved, hvordan fiskeriet går, og hvornår de kommer ind med fiskene. Så vi har altid et nogenlunde overblik over rækkefølgen – det er bestemt ikke tilfældigt!

Tålmodighed lig højt udbytte

Fordelen ved at slå koldt vand i blodet og ikke haste afsted på én gang er også, at tobis så får tid til at vokse sig større. Jo federe, desto større værdi.

– Olieindholdet bliver bedre jo længere tid, der går. Hvis man venter, så får fisken et højere udbytte – og dermed også en højere pris, forklarer Jens Borup.

– I starten er det ofte små fisk, som giver mindre olie. Vores data viser, at hvis tobis får lov til at vokse bare lidt mere, så bliver udbyttet langt større, tilføjer Jes Bjerregaard.

Derfor anbefaler fabrikkerne også, at fiskerne har is i maven til midt april.