FLAG skal bestå

Danmarksdemokraternes fiskeriordfører Kristian Bøgsted er ikke tilfreds med regeringens spareplan for FLAG-puljen

Kristian Bøgsted. Foto: Fiskeri Tidende

Danmarksdemokraternes fiskeriordfører Kristian Bøgsted frygter, at det vil få konsekvenser for Vandkantsdanmark, hvis forslaget gennemføres.

– Jeg er enig med flere borgmestre i fiskerikommunerne i, at FLAG’en skal bestå, som den er. Det er forholdsvis få penge, der kommer ud af puljerne, men de er målrettet fiskeriet og gør gavn i de områder, hvor pengene ender.

– Hvis man endelig fra regeringens side vil holde fast i, at FLAG-ordningen ikke kan stå for sig selv, så kan man lægge den over i LAG, hvor puljen bliver reserveret til fiskeriorienterede projekter, lyder det fra fiskeriordfører Kristian Bøgsted.

Danmarksdemokraterne ønsker også, at den administrative medarbejder, der arbejder med FLAG-ordningen skal rykkes med over i LAG, da vedkommende har en stor indsigt i fiskeriet og viden om, hvor pengene vil gøre mest gavn.

Skal ikke gå til shelters

Folketingspolitikeren frygter, hvad pengene vil blive brugt til, hvis regeringen får sin vilje, og FLAG bliver nedlagt og lagt over i landdistrikts-puljen uden en særligt reserveret pulje til fiskeriprojekter.

– Så ved vi jo godt, hvad der sker med pengene. De ender med at gå til et shelter et eller andet sted, hvor de ikke giver vækst, udvikling og arbejdspladser i lokalområdet, siger han og fortsætter:

– Vi i Danmarksdemokraterne vil bevare FLAG-ordningen, og vi har det faktisk også som en del af vores finanslovsudspil for 2025.

Det er endnu ikke vedtaget, om FLAG skal nedlægges med den kom- mende finanslov. Det er som skrevet noget, der er en del af de større fi- nanslovsforhandlinger.