– Nu får I dagens hovedperson udleveret, og så kan vi komme i gang.
Madguide Lars-Henrik Christensen skubber en rullevogn rundt i køkkenet på Arla Fonden Madlejr på Helnæs, hvor han denne uge har besøg af en 6. klasse fra Hammel. Der lyder små gisp fra eleverne rundt om langbordet, da han smider de første rødspætter op på skærebrætterne. Én fisk til hver. Der er dækket op ved pladserne med en fileteringskniv til hver og et stykke tørt papir til at tørre hænderne i.
Lars-Henrik Christensen lægger ud med at fortælle om at kende fiskens friskhedstegn, og hvorfor rødspætten er slimet at røre ved. Han griber en kokkekniv og skærer fiskens hoved over, så der høres en knasende lyd.
Knækket får øjeblikkeligt en flok piger til at tage hænderne op foran øjnene, gemme deres ansigter i t-shirtens kant og udbryde: Adr!
12-årige Jennifer Herrstrøm tager fat i sin kniv, mens hun langsomt nærmer sig fiskens hoved med den. Hun fortæller, at hun ikke troede, at eleverne selv skulle skære i en fisk.
– Det her giver mig kvalme. Uf. Jeg kommer ikke til at spise den fisk, siger hun og ligner én, der må grave dybt i sig selv for at overvinde sin lyst til at løbe ud af lokalet.
Et andet sted om bordet snøfter en klassekammerat. Hun står en halv meter fra bordet, mens hun tørrer tårerne væk med det ene ærme. Elevernes klasselærer, Kristina Riber, lægger hænderne på pigens skuldre og lover, at hun nok skal skære den første filet ud for hende.
– Du kan godt, min ven, opmuntrer Kristina Riber.
En øvelse i madmod
Reaktionerne fra skolebørnene er ikke nye for madguide Lars-Henrik Christensen. Han har set dem i alle de år, han har arbejdet hos Arla Fonden Madlejr på Helnæs.
– Nogle er modige, andre er pylrede. Fiskeøvelsen er i den grad en øvelse, der handler om madmod. Alle får lov at prøve i deres eget tempo og de oplever, at de godt kan, siger han, inden han tysser på et par drenge, der er blevet lovlig højrøstede.
Én af dem, som synes, det er en fest at filetere sin egen fisk, er 13-årige Yakub Toy.
– Det er jo sjovt det her, udbryder han med et smil, der når fra øre til øre i hans ansigt. Han fortæller, at han har prøvet at stå med forskellige råvarer i hænderne i sin fars restaurant, men det er første gang, han prøver kræfter med en hel, frisk rødspætte.
– Jeg var lidt bange i starten for at røre ved den. Men det var slet ikke så svært, som jeg troede, siger han og går hen for at hjælpe en kammerat, der slås lidt med sin fisk.
Fisk i madpakken
Børnene omkring bordet har et meget forskelligt forhold til fisk som spise. Nogle spiser kun sjældent fisk – andre får det ofte. 13-årige Karla Gertsen får laks med i madpakken næsten hver dag.
– Jeg spiser ikke meget kød, så det er godt at spise fisk i stedet, siger hun.
Fiskene er skåret ud med større eller mindre begejstring, og det er tid til at rydde det brune afdækningspapir væk og i gang med de næste opgaver: Der skal laves remoulade og råkost, og så skal fiskefileterne naturligvis steges. De små rester, der ikke blev til hele fileter, ryger i foodprocessoren, som skal forvandle kødet til fiskedeller de luxe.
Stegeosen danser i køkkenet, mens børnene passer hver deres opgaver, og maverne begynder at rumle.
En blærerøvsting af kunne fortælle
Klokken 17.30 er det spisetid, men forinden tager Lars-Henrik Christensen ordet for at rose eleverne for dagens indsats:
– I har været seje og modige i dag. I har fileteret en fisk, og det er en blærerøvsting at komme hjem og fortælle. I har lært, at jeres krop måske sagde: ‘Det her kan jeg ikke’. Men I gjorde det alligevel. Det skal I huske til næste gang, I bliver usikre på, om I kan et eller andet.
Børnene stimler sammen om det fælles buffetbord, hvor Jennifer Herrstrøm napper en fiskefilet fra fadet. Hun smager på den, selv om hun til at begynde med erklærede, at hun ikke ville spise fisken.
– Det smagte helt okay, men jeg vil hellere have dem fra supermarkedet, siger hun og skæver til den halve filet, der ligger tilbage på hendes tallerken.
Veninden Julie vil til gengæld gerne hjælpe Jennifer af med fisken.
– Uhm, det smager megagodt, siger hun, da den sidste bid er spist.
Det er en rigtig fisk! Pigerne her var pressede ved udsigten til at skulle skære hovedet over på en rødspætte. Foto: Marlene Grøftehauge.
Yakub Toy (til højre) udviste gode evner for filetering og hjalp gerne sine kammerater med at komme i mål. Foto: Marlene Grøftehauge.
Alexander Bundgaard Stampe har lært at spise fisk af sin farfar. I modsætning til mange af kammeraterne spiser han som regel fisk hver uge. Foto: Marlene Grøftehauge.
Hvad er Madlejr?
Arla Fonden Madlejr er et unikt lejrskoletilbud til skolebørn i Danmark.
Lærere kan søge på vegne af deres klasser – og fonden udvælger og sammensætter de klasser, som skal af sted det kommende skoleår, så der er en bred repræsentation både i forhold til geografi, klassetrin og folkeskoler/fri- og privatskoler.
Danmarks Fiskeriforening støtter madlejrene med en årlig donation af fisk. Over 17.000 børn har været på madlejr siden opstarten i 2014.