Påsken står for døren, og der er efterhånden opstået en tradition for, at der i denne tid skal sættesspørgsmålstegn ved, om man kan spise ål til påskefrokosten med god samvittighed.
Senest har miljøminister Magnus Heunicke (S) sat tænderne i et stykke røget ål for rullende kameraer på DR, og han blev ramt af en shitstorm. Det synes jeg ikke, han fortjener, og jeg er ærgerlig over, at miljøministeren til sidst måtte beklage. Beklage for hvad? Ålen er jo fanget efter gældende regler besluttet af EU’s ministerråd, som jo også tæller den danske regering. Virkeligheden er derimod, at ved at købe og spise ålene understøtter man det ellers besungne skånsomme kystnærefiskeri.
Siden 2021 er fiskeriet efter blankål reduceret med 90 procent. Det historiske og kulturbærende bundgarnsfiskeri efter ål er i dag en skygge af sig selv. Det skyldes, at man på EU-plan har besluttet at forbyde fiskeri efter ål i de måneder, hvor det er muligt at fange dem i mængder af betydning. Fiskeriet er dermed blevet trykket helt i bund.
Det har ikke afholdt de grønne organisationer fra at ryge i flæsket på bundgarnsfiskerne. De har lanceret en stor kampagne, hvor de tilbageværende ålefiskere hænges ud, som var de glubske krybskytter på jagt efter det sidste næsehorn på den afrikanske savanne.
Den sammenligning kunne man læse i Politiken. En anelse frækt, når den ekspert, som Politiken havde interviewet direkte sagde, at det ikke vil have betydning, at man forbød det sidste fiskeri, da vi byder ålen alt muligt andet, som er langt mere alvorligt.
Det er altså turbiner, spærrede vandløb, forurening og prædation fra skarv, der i dag er den store åledræber. Ikke erhvervsfiskeriet i saltvand, der tegner sig for tre procent af den samlede åledødelighed på europæisk plan.
En af de mest anerkendte åleforskere Willem Dekker maner også til besindighed og siger, at der trods alt stadig er flere ål i Europa, end der er mennesker. Derfor er sammenligningen med næsehorn helt forskruet.
Dekker siger, at fiskeriet selvfølgelig har en indvirkning, men at det er en variabel størrelse. Han peger direkte på, at det største problem er, at man har ødelagt ålens levesteder.
Desværre er virkeligheden, at den eneste presfaktor, man har gjort noget ved, er fiskeriet. Og det har kort fortalt ikke nyttet noget. Og jeg bliver arrig, når jeg som formand, kan se bundgarnsfiskeriet blive presset helt i bund, når man samtidig kan læse om, at der i udlandet drives millionforretning på at smugle glasål til Asien.
Jeg synes, det er på tide, at de danske politikere slår tilbage på de grønne organisationer. Det er på tide, at de klart siger, at det ikke nytter at forbyde det sidste meget begrænsede fiskeri efter ålen. De bør være ærlige om, at det er større og langt sværere udfordringer, der skal tages livtag med.
De grønne organisationer bliver også nødt til at se i øjnene, at skarven også er et kæmpe problem for ålen. Langt større end fiskeriet. Det er uholdbart, at de grønne organisationer holder hånden over skarven, når den er med til at slå vores økosystemer ud af balance. Det dur ikke.
Magnus Heunicke kan derfor godt sætte tænderne i et stykke med røget ål uden, at han skal beklage. Hvis han endelig skal beklage noget, skal det være, at politikere i ind- og udland ikke har gjort noget ved alle andre presfaktorer end lige fiskeriet, når det handler om ålen.
