I denne uge er fiskeriet efter hesterejer i Vadehavet igen kommet i mediernes søgelys. Denne gang på foranledning af Tænketanken Hav, som er meget opsat på at få lukket fiskeriet i området. Det ærgrer mig, og jeg håber, at Folketinget besinder sig.
Det er ikke meget mere end et år siden, Folketinget debatterede fiskeriet efter hesterejer i Folketingssalen i forbindelse med et beslutningsforslag fra Enhedslisten om at forbyde fiskeri med bomtrawl.
Bred politisk opbakning
Her var opbakningen til hesterejefiskeriet øredøvende. Det endte sågar med, at Enhedslisten og Liberal Alliance i fællesskab fremsatte et ændringsforslag, der gjorde det klart, at man ikke ønskede at forbyde fiskeriet efter hesterejer i Vadehavet.
Socialdemokratiet kaldte det en helt anden – og mere skånsom – fiskemetode end de tunge bomtrawl. Moderaterne beskrev fiskeriet som bæredygtigt. Liberal Alliance fremhævede, at fiskeriet er bæredygtighedscertificeret. Konservative omtalte det som “supergodt”, og fiskeriministeren understregede, at det foregår på en meget dynamisk sandbund.
På den baggrund åndede hesterejefiskerne lettet op. For der var bred politisk opbakning til fiskeriet efter hesterejer – det sidste tilbageværende fiskeri på Rømø og i Esbjerg – og helt afgørende for fiskeriet i Hvide Sande.
Trods denne markering forsøger Tænketanken Hav nu igen at få lukket det sidste fiskeri fra Esbjerg og Rømø – og dermed i praksis afvikle fiskeriet i Syddanmark. Det synes jeg er en skam.
Politikerne har nemlig ret, når de fremhæver, at effekterne af fiskeriet er begrænsede, netop fordi det foregår på en meget dynamisk sandbund. Enhver, der har set de kræfter, der er på spil, når det stormer fra vest, ved, hvad jeg taler om.
Derfor siger DTU Aqua også klart, at udledningen af næringsstoffer og påvirkningen fra havstrømme er markant større end fra fiskeriet. Og derfor vurderer det tyske Thünen-institut, at man ikke kan se, der har været fisket, efter blot 12 til 20 dage. Det er enestående og vidner om, at havmiljøet i området er robust.
Fakta over følelser
Jeg forstår godt, at det kan skurre i ørerne, når man læser overskrifter om trawlfiskeri i naturbeskyttet verdensarv. Men man er nødt til at grave et spadestik dybere.
Jeg tror, de fleste, når de hører ordet “Vadehavet”, tænker på den del, der ligger mellem fastlandet og Vadehavsøerne – og det er også den del, der gør området så særligt. Men her fisker vi ikke. Vi fisker kun på den anden side af øerne. Det bør man huske.
Som i alle andre beskyttede områder handler det om, hvad man ønsker at beskytte. Det er et princip, som alle partier i Folketinget bakkede op om med Havplanen fra 2023 – en aftale, der også skabte ro i maven hos fiskerne på Vestkysten. Og som vi i Danmarks Fiskeriforening naturligvis støtter op om.
I Vadehavet handler udpegningen om at beskytte sandbanker, som under alle omstændigheder påvirkes kraftigt af understrøm. Derfor ødelægges habitatet ikke, når der fiskes med trawl. Sandbunden er i forvejen under stor påvirkning – og den er dynamisk, som fiskeriministeren korrekt slog fast.
Havde man ønsket at beskytte området, fordi der var mange rev, havde sagen set anderledes ud.
På den baggrund opfordrer jeg politikerne på Christiansborg til at huske, hvad de sagde om fiskeriet for et år siden, når de sætter sig til forhandlingsbordet for at diskutere fiskeriets fremtid. Jeg mener også, de skylder fiskerne at bakke op om det, de sagde dengang – og de principper, de selv slog fast med Havplanen.
Ellers er brede politiske aftaler ikke meget værd.
