Brødre klarer sig uden bank

[caption id="attachment_14429" align="aligncenter" width="620"] De to brødre Kristian og Lars Hilding Olsen er stadig fiskere på trods af meget vanske
18 Sep 2016

[caption id="attachment_14429" align="aligncenter" width="620"]dsc_0357 De to brødre Kristian og Lars Hilding Olsen er stadig fiskere på trods af meget vanskelige finansieringsvilkår[/caption]

Trawleren ND 115 Marie Astrid ligger denne blæsende sensommerdag i hjemhavnen i Rødvig. Den ligger ved kajen sammen med en håndfuld andre fiskefartøjer, der har valgt at blive i havnen i blæsevejret. Det er næsten alle de fiskefartøjer, som den tidligere så driftige fiskerihavn med 100 år på bagen kan præstere i nutiden. Der kommer ikke nye fiskere til afløsning for dem, der holder op. Fiskerne har, som det er tilfældet for landbruget, ikke adgang til en realkreditlignende finansiering. Det naturlige sted at henvende sig er derfor i banken, men for fiskerne i de indre farvande, står bankerne ikke ligefrem i kø for at låne ud til investeringer i fiskeriet.

- Vi er meget realistiske, så vi spørger ikke i banken mere. Vi skal klare os selv. Vi kan ikke regne med banken mere, siger Kristian Hilding Olsen (46), som sammen med sin bror Lars Hilding Olsen (37) driver partsrederiet ND 115 Marie Astrid. Bankelyde fra skibet afslører, at der er et reparationsarbejde i gang om bord.

- Der en utæthed i rørsystemet, som vi skal have ordnet. Det er Lars, det går ud over. Det drypper ned i hans køje, siger Kristian Hilding Olsen med et grin. Men utætheden fortæller også en historie, om at brødrenes fartøj ikke er af nyere dato. Trækutteren ND 115 Marie Astrid er bygget i 1966.

- Når vi ikke kan stole på banken længere, så vil vi rent ud sagt hellere sejle i noget gammelt lort. Det giver frihed i forhold til banken. Da jeg startede, var der aldrig problemer med banken, i dag ved man aldrig om det bliver et nej eller et ja, konstaterer Kristian Hilding Olsen. Brødrene er da også enige, om at en tur i banken ikke ligger lige for, hvis der skal foretages store investeringer.

- Vi kunne ikke finde på at gå i banken for at få penge til en ny eller nyere båd. Det gider vi slet ikke, for vi ved hvordan det er, siger Kristian Hilding Olsen, der peger på at situationen var en anden, da Fiskeribanken eksisterede.

- I gamle dage var det med Fiskeribanken lige for alle. Det er det ikke mere. Kan du som en mindre fisker overhovedet låne pengene, er det til en meget højere rente end den store fisker. Det er konkurrenceforvridende, at en stor fisker kan låne til ingenting og en lille fisker, der skal betale højere renter. Vi kan ikke konkurrerer med de store, som er i stand til at købe fisk, som vi ikke er, siger Kristian Hilding Olsen.

 

Slut med torsk
Begge brødre startede med at være i mesterlære hos deres far. Efter en tur på skipperskole fik de hver deres eget fartøj, hvor fiskeriet var næsten 100% baseret på torskefangster i Østersøen, som altid var før i tiden for fiskerne i Rødvig. Sådan er det ikke mere. I takt med at torskekvoterne er beskåret dramatisk i Østersøen, har fiskerne være tvunget til at fiske efter andre arter og ofte langt væk fra hjemhavnen i Rødvig. Det er da også lidt af et særsyn at ND 115 Marie Astrid denne dag ligger i Rødvig. Det skyldes, at den har været hjemme på sommerferie.

- Vi ligger udenbys det meste af tiden. Vi købte derfor en gammel trækutter. En der var større, så vi kunne være sammen om det. Vi har ikke fisket efter torsk de senest fem år. Vi fisker tobis herhjemme og på vestkysten. Desuden lejede brisling og sild. Hertil kommer jomfruhummer i Kattegat, som efterhånden er eneste mulighed, siger Kristian Hilding Olsen.

 

Solgt fisk
De dårlige finansieringsmuligheder har betydet, at salg af fisk har været nødvendigt.

- Vi har været tvunget til at sælge fisk for at få likviditet, da du ikke kan få den i banken. Der er vel ingen tilbage i Rødvig, der ikke har solgt af deres fisk for at få lov til at blive her. Det er selvfølgelig at save i den gren man selv sidder på, men det er vilkårene, siger Kristian Hilding Olsen. Han peger sammen med sin bror på, at fiskene sidder på få hænder og at priserne er skruet højt op.

- Desværre er det ved at være for sent at finde en løsning på finansieringsproblemet, når fiskene er på få hænder, og de nok ikke sælger igen, siger Kristian Hilding Olsen. Det forhold at det er svært for fiskere at få finansiering i banken, betyder også, at der ikke kommer nye til som erstatning for dem, der holder op.

- De to unge hernede som senest gik ind i fiskeriet, og som havde sparet op, har smidt håndklædet i ringen igen. De kan ikke låne penge i banken til fisk, siger Lars Hilding Olsen. Da han solgte sit fartøj for at købe ND 115 Marie Astrid sammen med sin bror, blev handlen finasieret ved, at han fik et pantebrev i fartøjet. Det er heller ikke banken, der har noget i klemme i forbindelse med købet af ND 115 Marie Astrid.

- Vi har et lille lån i ND 115 Marie Astrid, men det er en privat, som ville gøre det billigere. Ved heller ikke, om vi ville få et ja i banken, siger Lars Hilding Olsen.

Ingen driftskredit
Det to brødre har helt bevidst også fravalgt at have en driftskredit i banken.

- Vi har lukket vores driftskredit i banken, det er alt for besværligt. Du skal sende budgetter og regnskaber hele tiden. Vi har skåret helt ned på omkostningerne, så vi laver det hele selv – også regnskaberne. Vi skal også have tid til at fiske, siger Kristian Hilding Olsen, der sammen med sin bror har oplevet, at bankerne stiller større krav end tidligere.

- Det er ikke den bankmand, vi sidder overfor, der er probelmet, men han er bundet op af flere krav oppe fra i systemet. Fiskeriet er så småt, at de ikke længere har ekspertisen på fiskeriområdet. De tager ikke hensyn til at naturen skifter og fiskeriet går op og ned, siger Kristian Hilding Olsen, der understreger, at det kræver, at man passer ekstra godt på pengene at drive fiskeriet uden en driftskredit i banken. Men det vil brødrene hellere end at være afhængig af en bank.

- Mennesker tæller ikke mere i banken. Det tæller ikke, at vi har overlevet som fiskere i fem generationer. Nu er det kun de nøgne tal, der tæller, siger Lars Hilding Olsen. Der er heller ikke en konkurrence blandt bankerne, der gør at fiskerne bare kan gå et andet sted hen.

- Bankerne vil ikke rigtig fiskeriet, så vi kan en ikke gå til en konkurrerende bank. Det er svært bare finde en bank, der overhovedet vil tale med en fisker, siger Kristian og Lars Hilding Olsen samstemmende.

Stædige
På trods af de vanskelige vilkår for fiskeriet har brødrene ikke umiddelbart til sinds at holde op med at fiske.

- Vi er meget stædige og tager en dag ad gangen. Vi lever fra dag til dag, siger Lars Hilding Olsen. Hans bror har tidligere forsøgt sig med et liv uden for fiskeriet.

- Jeg var et par år lærer på fiskeriskolen og har også sejlet med vindmøller, men en gang fiskerdreng altid fiskerdreng. Jeg vil hellere være fisker, selvom det betyder, at jeg skal arbejde det dobbelte for det halve, konstaterer Kristian Hilding Olsen, der dog alligevel åbner for et farvel til fiskeriet. Fartøjets tonnage er værdifuld, da mange fiskere på i sær vestkysten har brug for den til deres ombygninger.

- Hvis der er en dag kommer en og har brug for vores tonnage, vil vi nok kigge hinanden dybt i øjnene, og måske kan det få os til at trække stikket, slutter Kristian Hilding Olsen.

 

 

 

Flere Nyheder