Overraskende besøg vækker enorm glæde i Bønnerup

Det er ikke hver dag, at fiskere bliver modtaget af en fyldt havn, blitzende kameraer og hjælp i lange baner til at losse. Men det skete altså på Bønnerup Havn i weekenden

Det pyntede i Bønnerup Havn med flere kuttere på besøg i løbet af weekenden. Foto: Bønnerup Havn

– Vi følte os, som om vi var Kongeskibet.

Sådan lyder det fra Henrik Bloch, der er medejer af kutteren HM 281 Mercy, som sammen med to andre kuttere HM 126 Lilleholm og E 517 Emil anløb Bønnerup Havn i søndags.

Med sig i lasten havde de tre fartøjer intet mindre 9,5 tons jomfruhummere, som skulle losses på den ellers hårdt pressede havn på Djursland.

For det var et kærkomment besøg, havnen fik. Frygten er, at man på grund af den nyligt vedtagne fiskeripakke, som forbyder trawlfiskeri på store områder i Kattegat, ikke længere kan fungere som fiskerihavn.

– Vi er dybt afhængige af det fiskeri, der nok bliver lukket ned, så det, at de kommer og viser, at de bakker op, betyder bare alt, siger Pernille Dohn, der er forretningsfører i Bønnerup Fiskeriforening.

– Hvis ikke de kommer, lukker fiskerihavnen, og det vil være forfærdeligt.

Derfor var stemningen på havnen altså særdeles god, da de tre kuttere anløb, hvor hjælpen nærmest ingen ende ville tage.

Velvilje af en anden verden

Weekend og et flot søndagsvejr betød, at der var mange mennesker på havnen i Bønnerup, som alle stod klar med hjælpende hænder.

– De begyndte at lave is til dem, der skulle have is, de skaffede telefonnummeret til ham med olien, og alle hjalp til med at losse, fortæller ejeren af kutteren HM 281 Mercy, Henrik Bloch.

– De var vanvittig søde, og de har en velvilje af en anden verden og kæmper for deres havn. Der var ikke den ting, de ikke ville gøre – vi skulle bare komme, så skulle de nok hjælpe.

Et helt nyt isværk på Bønnerup Havn sørgede for frisk is til fiskerne. Foto: Bønnerup Havn

Weekendens flotte søndagsvejr betød, at der var mange mennesker på havnen i Bønnerup, som alle stod klar med hjælpende hænder.

– De begyndte at lave is til dem, der skulle have is, de skaffede telefonnummeret til ham med olien, og alle hjalp til med at losse, fortæller ejeren af kutteren HM 281 Mercy, Henrik Bloch.

– De var vanvittig søde, og de har en velvilje af en anden verden og kæmper for deres havn. Der var ikke den ting, de ikke ville gøre – vi skulle bare komme, så skulle de nok hjælpe.

At fiskerne benyttede sig af faciliteterne på havnen, er forretningsføreren fra den lokale fiskeriforening også glad for.

– Vi har lige investeret i et nyt isværk, så det er fantastisk, at faciliteterne bliver brugt, for ellers ville den investering jo være spildt, siger Pernille Dohn.

Hjælpen stoppede ikke efter, at der var losset og fyldt op med is og olie.

For ligesom jomfruhummerne skal Henrik Bloch også til Nordjylland igen, når de går på weekend efter en uges fiskeri lidt ud for Anholt.

– De har tilbudt at holde øje med båden i weekenden, og der var tre, der tilbød os at låne bil, så vi kunne komme nordpå. Vi er blevet mødt af en utrolig velkommenhed, og man føler næsten, man står i gæld, siger fiskeren fra Hanstholm.

Onsdag middag anløber de tre kuttere, HM 281 Mercy, HM 126 Lilleholm og E 517 Emil, igen Bønnerup Havn for at losse jomfruhummere.

Der var brug for mange kasser på havnen, da der blev losset 9,5 tons jomfruhummere. Foto: Bønnerup Havn

Håbet er, at andre kigger mod Bønnerup

Det giver nemlig rigtig god mening for Henrik Bloch at ligge til i netop Bønnerup – både når han kigger på det økonomiske og logistiske.

For det er en markant længere tur, hvis jomfruhummerne skal fragtes fra Hundested Havn til Hanstholm, som ville være alternativet. Derfor er fiskeren godt tilfreds med Bønnerup Havn.

– De har gode faciliteter af en lille havn at være. De har det hele derinde, fortæller Henrik Bloch.

Pernille Dohn håber også, at de tre kutters tilbagevenden kan være med til at gøre noget godt for havnen i Bønnerup.

– De kommer ind og får god service, og det håber vi, de vil fortælle om. De kommer igen i dag (onsdag red.), så de må synes, at servicen har været god. Så kan det være, at andre også vil kigge vores vej, når de hører om det, siger hun.

Har I brug for det?

– Ja, for pokker!