Temperaturerne i havet har de seneste år været usædvanligt høje. I 2025 blev der registreret ikke færre end marine hedebølger i Danmark i hele 130 dage.
Det viser en opgørelse fra Tænketanken Hav.
En marin hedebølge er en periode, hvor havtemperaturen er usædvanligt høj i et bestemt område i forhold til det normale for årstiden.
Derfor er det godt, at der endelig kommer fokus på klimaforandringerne, havmiljø og fiskebestande, mener Claus Hjørne Pedersen, formand for Strandby Fiskeriforening.
– I fiskeriet har vi set, hvordan torsken er trukket længere og længere mod nord. Samtidig ser vi flere og flere blæksprutter mod syd, siger han og pointerer, at dansk fiskeri har droppet at fiske målrettet efter torsk i flere farvande og har skruet meget ned andre steder af hensyn til bestanden, siger Claus Hjørne Pedersen.
– I fiskeriet er vi klar til dialog og samarbejde om, hvordan vi skal tilrettelægge fremtidens fiskeri, så der tages højde for, at vandet bliver varmere. Det vil vi gerne samarbejde med både regeringen og Tænketanken Hav om, siger han.
Tillid til grøn trepart
Tænketanken Hav anbefaler, at der skrues op for reguleringen af kvælstof. Her peger Claus Hjørne på, at fiskeriet har tillid til arbejdet i den grønne trepart.
– Vi bakker op om den grønne trepart, og vi har tillid til, at naturfredningsforeningen, landbruget og regeringen sammen kan finde den rigtige balance, siger han.
Claus Hjørne Pedersen tilføjer, at dansk fiskeri også selv tager del i den grønne omstilling.
Siden 1990 har dansk fiskeri reduceret sin CO2-udledning med mere end 50 procent, og fiskeriet tegner sig i dag for 0,4 procent af Danmarks samlede CO2-udledninger.