Lillebælt ligner et postkortmotiv med svag vind og gavmild forårssol, da Andreas Hansen tænder motoren på fartøjet FA 280 Gefion og gør klar til dagens fisketur efter konksnegle i Lillebælt. Med ombord er hans bror, Nikolaj, og Amanda Heitmann, som stiller op til Folketinget for Venstre.
Amandas hjerte banker for fiskeriet, og hun drømmer om at arbejde for erhvervet på Christiansborg. Denne morgenstund banker det bag en velvoksen flyverdragt, der skal holde hende varm på turen. Fødderne er solidt placeret i et par lange gummistøvler, som hun har lånt af brødrene.
– Det er min første fisketur efter konksnegle, så jeg er meget spændt. Og tak, fordi I vil tage mig med, lyder det fra Amanda Heitmann, mens Gefion sætter kurs mod tejnerne tæt ved den gamle Lillebæltsbro.
Fandt en ny vej i fiskeriet
34-årige Andreas og Nikolaj på 30 år er sjette generation af fiskere i deres familie. Andreas er fuldtidsfisker sammen med sin far, Preben, som kan huske, hvordan Andreas næsten fiskede, før han kunne gå.
I årevis fiskede far og sønner efter ål, men da der i 2021 blev sat en politisk stopper for ålefiskeriet, måtte de overveje deres situation grundigt.
Da de kunne få del i en tilskudsordning med omlægning til fiskeri af andre arter, valgte de at møde det nye med oprejst pande.
– Vi skulle gøre op med os selv, om vi ville stoppe helt eller finde en ny vej. Vi valgte det sidste, og jeg kan huske, at jeg sagde til min far: Skal vi ikke bare prøve?, fortæller Andreas, der sammen med Preben gik i gang med at designe og bygge deres egne tejner til fangst af konksnegle.
Sneglene er der god afsætning på i blandt andet Frankrig.
Amanda Heitmann lytter opmærksomt til fortællingen og nikker anerkendende:
– I er så seje. Hvor er det bare flot. Jeg har kæmpe respekt for, at I vil fiskeriet og bruger intuition til at mærke, hvad der er rigtigt for jer at gøre, siger hun.
Regulering skriger til himlen
Andreas Hansen medvirkede i en jubilæumsbog, som blev udgivet i anledning af Danmarks Fiskeriforenings 125 år jubilæum i 2012. I interviewet fortæller han, at han gik ind i fiskeriet på grund af friheden og uafhængigheden.
Han smiler og ryster lidt på hovedet, mens han fortæller, at erhvervet har ændret sig en hel del siden dengang. Han føler ikke frihed, når han skal udfylde en fysisk logbog med kuglepen hver eneste gang, han begiver sig ud på fisketur. Tværtimod.
– Vi lider under en regulering, der gælder i Østersøen. Det giver ingen mening i min verden. Selvfølgelig skal der være kontrol med et erhverv, men det virker helt overdrevent, og jeg bruger virkelig meget tid på computeren hver dag, når jeg kommer i land, siger han.
Amanda Heitmann ser på tejnerne, som Preben Hansen og hans søn, Andreas, selv har bygget.
Amanda Heitmann kan blive helt rødglødende, når hun tænker på de mange regler og krav, som fiskerne er underlagt – og hvor den mindste forseelse kan koste dem dyrt.
– Det skriger til himlen med al den brandregulering. I er et stjerneeksempel på at fiske skånsomt i en stolt fiskerfamilie, siger hun.
Ser sæler hele tiden
Gefion er på vej tilbage til den lille bro ved Snoghøj, hvorfra den er sejlet ud. Ombord i tejnerne er der snegle – omkring fem-seks kilo, så det er ikke nogen vild fangst denne morgen. På vej retur dukker et sælhoved pludselig op af vandet og dykker hurtigt igen. Før i tiden syntes Andres og Preben, at de var meget nuttede. Efterhånden har de fået et lidt andet forhold til de spættede rovdyr, som guffer løs af fiskene.
– Vi er helt holdt op med at fiske makreller, fordi vi blev udkonkurreret af sælerne. Vi ser dem hele tiden. Der burde jo en form for regulering af bestanden til, siger han. Amanda Heitmann er enig og fortæller, at hun er meget obs på både sæl og skarv som to af fiskeriets fjender.
– Vi bliver nødt til at kigge alvorligt på, hvad vi gør med de dyr, som stjæler vores fisk, siger hun, inden hun giver gummistøvlerne tilbage til brødrene og takker for snakken og fisketuren.
