Borgmestrene fra Esbjerg og Tønder kommuner har fredag været til møde med beredskabsminister Lisbeth Bech-Nielsen (SF) om forbuddet mod fiskeri efter hesterejer i vigtige områder ved Rømø og ud for den jyske vestkyst.
Efter mødet med ministeren er Esbjergs borgmester, Jesper Frost, forsigtigt optimistisk.
Han oplevede, at ministeren tog sagen alvorligt, og hun lovede ifølge borgmesteren, at der hurtigst muligt skal laves en ny saglig vurdering af, om bekendtgørelsen, der forbyder fiskeri med bundtrawl i områderne, skal opretholdes.
– Det var et fint møde. Det var tydeligt, at hun tog sagen alvorligt. Heldigvis for det. Vi gav klart udtryk for, at der er brug for en hurtig afklaring, siger Jesper Frost.
Han understreger, at situationen er alvorlig.
– Der er fiskere, som kun lever på bankens nåde, fordi deres levebrød er taget fra dem fra den ene dag til den anden.
Jesper Frost spurgte på mødet konkret til, hvornår fiskerne kan forvente en afklaring. Han opfordrede samtidig ministeren til at melde en tidshorisont ud.
– Det vil kunne give en form for ro, hvis man får en deadline, der ligger tæt på, men det kunne hun ikke sige noget konkret om, siger han.
Borgmesteren håber dog, at der ikke går lang tid, før der kommer en afklaring.
– Jeg håber og tror faktisk på, at hun oprigtigt ønsker en hurtig afklaring. Men om vi taler uger eller måneder, ved jeg ikke.
For Jesper Frost handler sagen ikke kun om de enkelte fiskeres økonomi. Rejefiskeriet har stor betydning for Esbjerg.
– Rejefiskeriet er et stort og vigtigt erhverv. Der er både arbejdspladser og omsætning, som er vigtig, siger han.
Han peger samtidig på, at Esbjerg Kommune gennem de senere år har arbejdet på at skabe gode vilkår for fiskeriet.
– Vi har generelt forsøgt at skabe nogle gode forhold for fiskerne i Esbjerg, som også har gjort, at der er kommet flere til over de senere år. Det er vi rigtig glade for. Derfor er det også helt vildt, at man pludselig hiver tæppet væk under dem med et forbud, man ikke har gjort noget ved i 20 år.