Torsdag den 2. juli var der samråd i Folketinget med beredskabsminister Lisbeth Bech-Nielsen i den konfliktfyldte hesterejesag fra Vadehavet.
Folketingsmedlem Anni Matthiesen havde indkaldt for at få svar på, om fiskerne kan få dispensation til at fiske videre, mens sagen bliver undersøgt.
Dette fik Anni Matthiesen imidlertid ikke nogen afklaring på:
– Jeg havde håbet på, at ministeren trods alt ville bide til bolle i forhold til en dispensation for at fiske, mens undersøgelserne kører. Det gjorde hun ikke, og det er jeg ikke tilfreds med. Men det får mig ikke til at give op.
Kræver nøjagtig tidsplan
Anni Matthiesen hæfter sig ved, at ministeren vurderer sagen til at have ’topprioritet’, og at det virker positivt.
– Hun siger, at undersøgelserne skal foregå hurtigt. Det kan betyde mange ting. En styrelse kan måske synes, at hurtigt er et halvt år. Derfor har jeg bedt om en nøjagtig tidsplan.
Lisbeth Bech Nielsen svarede i øvrigt, at hun er åben over for at finde ud af en løsning med kompensation til fiskerne. Hun ville dog ikke gå i detaljer med dette.
Anni Matthiesen indkalder til et nyt samråd igen til august for at holde ’trykket på ministeren’, som hun formulerer det:
– Vi skal ikke risikere, at den ene måned går efter den anden, så fiskerne går konkurs, siger hun.