Tidligere borgmester overtager efter Søren Gade

Lemvigs tidligere borgmester Erik Flyvholm er klar til at overtage Søren Gades mandat i Folketinget, efter at Gade har meldt ud, at han forlader dansk politik

Erik Flyvholm (tv.) overtager Søren Gades (th.) mandat i Folketinget. Foto: Fiskeri Tidende (Redigeret af AI)

Søren Gade har blandt andet været medlem af Europa-Parlamentet og forsvarsminister for Venstre. Nu kan han også skrive tidligere folketingsmedlem på sit CV.

Det meddelte Søren Gade i weekenden i et opslag på sin Facebook-side.

– Efter sidste folketingsvalg besluttede Venstres ledelse, at partiet skulle ud på en ny rejse. Jeg har forsøgt at finde min plads på den rejse, men må også erkende, at jeg ikke længere kan stå inde for retningen, skriver han blandt andet i opslaget.

Søren Gade har været genstand for stor opmærksomhed efter et portræt i Jyllands-Posten, der byggede på anonyme kilder og tegnede et kritisk billede af den tidligere Venstre-profil. Portrættet har siden mødt kritik for sin tilblivelse, og avisen har efterfølgende rettet artiklen.

– Den dag, jeg gik af som formand for Folketinget, bragte Jyllands-Posten et portræt, hvor jeg som menneske blev pillet i stykker alene med afsæt i anonyme kilder, skriver Søren Gade og fortsætter:

– Alle, der kender det politiske miljø, ved, at den slags historier sjældent opstår af sig selv. Tanken om, at mennesker, jeg har arbejdet sammen med og stolet på, har været en del af det, gør mig oprigtigt ked af det. Det er ikke ordentligt, og det er milevidt fra de spilleregler, jeg har kendt i mit politiske liv.

”Jeg er klar”

Erik Flyvholm, tidligere borgmester i Lemvig Kommune, er førstesuppleant i Vestjyllands Storkreds, og det bliver ham, der overtager Søren Gades mandat i Folketinget.

– Jeg er klar, siger Erik Flyvholm i et interview med TV Midtvest, hvor han også tilføjer, at det er på en trist baggrund, at han nu skal til København at arbejde.

– Jeg har været rigtig glad for at have Søren i Folketinget, men tager selvfølgelig med glæde imod den mulighed, som nu opstår – også i forhold til de mange vælgere, som stemte på mig til valget.

Tidligere borgmester overtager efter Søren Gade

Lemvigs tidligere borgmester Erik Flyvholm er klar til at overtage Søren Gades mandat i Folketinget, efter at Gade har meldt ud, at han forlader...

Tidligere borgmester overtager efter Søren Gade

Lemvigs tidligere borgmester Erik Flyvholm er klar til at overtage Søren Gades mandat i Folketinget,...