Landbruget får brændstofstøtte – nu vil Venstre også have hjælp til fiskerne

Uroen i Mellemøsten har affødt højere brændstofpriser, og derfor har EU givet ekstra støtte til landbruget. Venstres Asger Christensen vil nu undersøge, hvordan fiskerne kan få lignende fra EU, som skal gælde for alle lande

Dieselprisen er blevet så høj, at det bliver en underskudsforretning at sejle ud og fiske. Asger Christensen (V) vil derfor undersøge, om der er hjælp fra EU at hente til fiskerne. Foto: Fiskeri Tidende

Først var der støtte til landbruget på grund af invasionen af Ukraine i 2022.

Året efter kom der støtte på grund af tørke.

Og nu har landbruget igen fået en økonomisk håndsrækning – denne gang bl.a. på grund af stigende brændstofpriser.

EU-Kommissionen har således afsat 540 millioner euro, svarende til lidt over fire milliarder kroner, til en ekstraordinær landbrugsstøtte.

Heraf får de danske landmænd knap 80 millioner kroner, som betyder, at de i løbet af oktober får udbetalt cirka 35 kroner pr. hektar. Det oplyser Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø.

Netop støtte til brændstof er noget flere fiskere og Danmarks Fiskeriforening Producent Organisation (DFPO) har efterspurgt. Allerede nu oplever fiskerne, at de ikke har råd til at sejle ud og fiske, og flere har måtte skære i besætningernes løn.

Asger Christensen, Europa-Parlamentsmedlem for Venstre, vil nu undersøge, hvilke muligheder der er for at hjælpe fiskerne gennem en fælles EU-ordning.

– Jeg vil gerne løfte spørgsmålet ind i PECH-udvalget (det officielle Fiskeriudvalg i Europa-Parlamentet, red.), så vi kan begynde at diskutere det som et muligt tiltag. Særligt set i lyset af den kommende vinter, hvor man flere steder forudser høje energipriser, herunder på diesel, siger han til Fiskeri Tidende.

Asger Christensen har også i sinde at stille et prioriteret spørgsmål til EU-Kommissionen. Han vil have svar på, hvilke støttemuligheder der allerede findes, og hvad der skal til for at etablere en fælles ordning for fiskerne.

– For mig vil det dog være helt afgørende, at det i så fald ikke er op til det enkelte medlemsland at beslutte, om man vil anvende ordningen. Det skal være en fælles og obligatorisk EU-ramme, så fiskere i sammenlignelige situationer kan få de samme muligheder på tværs af EU, siger Europa-Parlamentsmedlemmet og tilføjer:

– Hvis vi skal styrke den europæiske selvstændighed og gøre os mindre afhængige af import, så kræver det, at vi også støtter dér, hvor der er behov for hjælp. Og når nogle fiskere allerede nu har lagt til kaj, bliver vi nødt til at diskutere, hvordan vi kan hjælpe dem ud på havet igen.

Læs også:

Spørgsmål om brændstofstøtte

DFPO har i et åbent brev spurgt ind til brændstofstøtte til de danske fiskere. Danmarksdemokraternes fiskeriordfører, Kim Edberg Andersen, har også stillet spørgsmål om dette til miljøministeren.

I midten af september spurgte ordføreren, om andre EU-lande har udbetalt brændstofstøtte til fiskeriet som følge af stigende brændstofpriser.

Miljøminister Maria Reumert Gjerding (SF) svarede, at hun var orienteret om, at flere EU-lande havde vedtaget støtte til fiskeriet, men at ministeriet ikke havde oplysninger om, hvorvidt støtten var blevet udbetalt.

Kim Edberg spurgte samme dag, om ”ministeren vil redegøre for, om det er muligt at hjælpe erhvervsfiskeriet, der er presset af stigende dieselpriser”.

I sit svar henviser Maria Reumert Gjerding til, at anvendelsen af EHFAF-midlerne for 2025-2027 allerede er aftalt. Hun peger også på regeringens ønske om at styrke den grønne omstilling af fiskeriet og på den refusionsordning for CO2-afgiften, der åbnede 28. september.

Læs også:

Landbruget får brændstofstøtte – nu vil Venstre også have hjælp til fiskerne

Uroen i Mellemøsten har affødt højere brændstofpriser, og derfor har EU givet ekstra støtte til landbruget. Venstres Asger Christensen vil nu undersøge, hvordan fiskerne...

Landbruget får brændstofstøtte – nu vil Venstre også have hjælp til fiskerne

Uroen i Mellemøsten har affødt højere brændstofpriser, og derfor har EU givet ekstra støtte til...