Sussi er altid klar til en snak med de unge fiskere

’Hej Sussi. Vil du lige ringe?’

Sådan indleder en fiskerilærling ofte en sms, når han har brug for hjælp eller sparring hos uddannelseskonsulent Sussi Jensen fra North Sea College. Og Sussi svarer næsten altid straks eller spørger, om hun må ringe lidt senere, hvis hun lige sidder og hygger i sofaen med sine bonusbørn en fredag aften.

– Hvis en lærling skriver eller ringer, så tager jeg mig af det uanset tidspunktet. Fiskeriet er ikke et 8-16-job, og det skal vi kunne matche. De unge skal ikke være kede af det. Ofte er det små ting, de er forvirrede over. Men det vokser, hvis de ikke får det sagt. Jeg prøver at træne dem i at snakke med skipper, når de er i tvivl om noget. For tingene kan godt gå stærkt ude på skibene, fortæller Sussi Jensen og understreger, at hun også hører fra lærlingene, når det går godt.

– I weekenden fik jeg et opkald fra én, jeg tidligere havde talt med, fordi han havde mistet sin hyre. Nu ville han fortælle mig, at han havde fundet en ny hyre og var godt tilfreds. Det blev jeg selvfølgelig glad for at høre.

Vi er ligetil os fra ’æ haw’

Den 1. januar 2018 trådte Sussi Jensen for første gang ind på North Sea College. Da hun så annoncen, vidste hun, at jobbet som uddannelseskonsulent lige var hende. Stillingen kombinerer hendes livslange interesse for fiskeri og lyst til at arbejde med unge mennesker.

– Jeg synes jo selv, at jeg vidste en masse om fiskeri, og med tiden er min viden blevet større. Man skal også kunne snakke med folk, og det kan man, når man kommer fra Thorsminde. Vi er ret ligetil os herude fra ’æ haw’, som hun siger med et grin.

Sussi Jensen har mange kasketter i sit job. Størstedelen af hendes tid går med at vejlede og støtte de unge sammen med kollegaen Heidi. De to kollegers mantra er, at hvis de unge får en god oplevelse til at begynde med, holder de længere i fiskeriet på sigt.

Samtaler med skipperne fylder også en del af tiden, for Sussi og Heidi skal kende dem for at kunne matche dem med de unge. Og så drager de rundt til uddannelsesmesser for at reklamere for at blive erhvervsfisker. Ikke mindst bruger Sussi tid på at læse om faget og nye løsninger inden for fiskeriet. Det er vigtigt for hende at følge med.

Hjalp med at losse og sælge fisk

Det var det også, dengang hun var barn. Som den yngste i en søskendeflok på fem lærte hun tidligt at smutte hen, hvor det var spændende at være. Og det var oftest nede på havnen i Thorsminde. Her kom hendes fiskerfar, onkel og storebror i land med fisk, som Sussi hjalp med at gøre klar til losning. Eller hun hjalp med at sælge fiskene og tjente en skilling på det.

– At være på havnen var det bedste, jeg vidste. Det var så spændende at se, hvad fiskerne kom ind med. Havnen var omdrejningspunktet for alt livet i Thorsminde, og i dag kører jeg stadig en tur derned, når jeg er hjemme og besøge min far, fortæller Sussi Jensen og tilføjer, at hun altid har opsøgt vand, når hun har haft hjemve i forbindelse med ophold i udlandet. Elementet beroliger hende.

Sussi Jensen var ikke som ung sporet ind på, at fiskeri skulle være hendes levebrød. Hun valgte at tage en universitetsuddannelse i Aalborg – lidt i trods, for hun ville vise sin omverden, at det ikke kun er ’byboere’, der kan komme på universitetet.

Uddannelsen førte både til et job i Bangkok, på Cheminova og siden til Fiskeriskolen. Hendes nu 83-årige far var noget skeptisk ved, at hans datter ville på universitetet. Reaktionen var til gengæld noget anderledes, da hun fortalte ham om jobbet med at uddanne nye fiskere.

– Min nevø Oliver er blevet uddannet her på skolen i min tid. Det er min far meget stolt af. Så bliver fiskeriet i familien. Vi har altid en masse at snakke om ved spisebordet, siger Sussi Jensen med et smil.

Ser de unge vokse fysisk og mentalt

Oliver er ikke den eneste unge fisker, som Sussi Jensen hører om. Når hun møder nogle af dem rundt omkring – for eksempel på DanFish-messen – kan hun se, at de er vokset både mentalt og fysisk. Og så er det tid til at få et ordentligt klem og høre, hvordan det går.

– Det er dejligt at se, at de har fundet deres vej. Nogle af de unge passer ikke lige ind i normen og har brug for lidt ekstra støtte, hvis de for eksempel er ordblinde. Jeg elsker at være med til at realisere deres drømme, og jeg roser dem for at være kommet i mål.

Sussi Jensen ser masser af håb for fiskeriet, og hun mener, at der er flere positive historier end negative.

– Selvfølgelig har vi et fiskeri om ti og 20 år. Hvis jeg ikke troede på det, ville jeg ikke kunne stå på messerne og sælge uddannelsen. De unge får en god fremtid i fiskeriet, er jeg helt sikker på, siger Sussi Jensen, der selv har tænkt sig at blive på skolen så længe, der er brug for hende.

Det er forhåbentlig længe. For hun kan ikke forestille sig en hylde, der er mere rigtig for hende.