62 procent. Så meget har dansk fiskeri reduceret sin CO2-udledning siden 1990’erne – og på EU-plan ser det faktisk også rigtig godt ud.
Nye tal fra UNCTAD (FN’s konference for handel og udvikling) viser, at EU’s fiskerflåde har rykket sig markant. De samlede drivhusgas-emissionerne fra EU’s fiskerflåde faldt i perioden 1990 til 2021 fra 8,9 til 4,3 mio. CO2-ækvivalenter. Det er et fald på 52 procent.
En udvikling, der glæder den europæiske paraplyorganisation for fiskeriorganisationer i Europa Europeche.
Selvom fiskefartøjernes udledning blot udgør mellem 0,1 og 0,5 procent af udledningerne fra den globale fødevareproduktion, og fisk er et protein med et lavt klimaaftryk, så viser det med al tydelighed, at fiskeriet går forrest i klimakampen.
– Fiskeriets fodaftryk på miljøet er næsten ubetydeligt sammenlignet med andre kilder til drivhusgasemissioner. Alligevel er det som om, at vi i industrien forbliver standhaftige i vores forpligtelse til konsekvent at reducere vores fodaftryk og aktivt bidrage til at minimere vores miljøpåvirkning, siger Daniel Voces, der er direktør i Europeche.
Det dramatiske fald skyldes, at antallet af fartøjer er faldet siden 2000, og at der er blevet investeret i energieffektive løsninger.