Home / Havnenyt / Stor investering skaber nye lossefaciliteter i Thyborøn

Stor investering skaber nye lossefaciliteter i Thyborøn

Arbejdet med den nye lossekaj ved TripleNine i Thyborøn er godt i gang. Foto: Claus Kirkegaard

Thyborøn Havn og TripleNine investerer i fællesskab 75 millioner kroner på et nyt lossekajanlæg i Thyborøn Havn. Det indebærer, at de gamle lossepierer på Thyborøn Havn fjernes og erstattes af 290 meter nyt kajanlæg, hvor de nye lossefaciliteter etableres.

Det er ikke en tilfældighed, at fiskemels- og oliefabrikken TripleNine er gået sammen med havnen om denne investering. Industrifiskeriet er et af de vigtigste forretningsområder på Thyborøn Havn. Med en årlig omsætning på omkring 350 millioner kroner står det for omkring en fjerdedel af havnens omsætning.

– Vores fabrik i Thyborøn ligger strategisk godt placeret, tæt på fiskepladserne i Nordsøen, hvor en stærk base af lokale fartøjer, i tæt samarbejde med os, løbende sikrer en fortsat udvikling i form af tilkøb af kvoter og fornyelse af flåden. Og vi ligger ligeledes godt for udenlandske landinger fra både svenske, norske, færøske og skotske fartøjer. Derfor er det helt naturligt for os at modernisere fabrikken og modtagefaciliteterne i Thyborøn og sikre, at de både kan følge med udviklingen i fartøjernes størrelse og leve op til de miljøkrav, der er i dagudtaler Peter Jensen, administrerende direktør, TripleNine A/S i en pressemeddelelse.

– Industrifiskeriet er et af de forretningsområder, som vi strategisk prioriterer højt på havnen i Thyborøn. Det har været afgørende at finde den absolut bedste løsning til modernisering og fremtidssikring af lossekajanlægget. Derfor har det været vigtigt at køre dette som et fælles anlægsprojekt i et helt særligt samarbejde med TripleNine, industrifiskere og andre interessenter som fx Nordic Marine Oil A/S, siger Jesper Holt Jensen, direktør, Thyborøn Havn.

De nye lossekajfaciliteter forventes at stå helt færdige til efteråret 2020. TripleNine regner dog med at starte losning på det nye anlæg allerede i slutningen af 2019.

About Claus Kirkegaard

journalist, telefon 7610 9666